07-05-2018

Videoovervågning og integration bag succes mod terrorisme

Borgmester Bart Somers har med en blanding af overvågning og effektiv intergration skabt forbløffende resultater.

Belgien er det land i Europa, som har fostret flest syrienkrigere i forhold til indbyggertallet, og flere hundrede unge mennesker fra byen Mechelens nabobyer har meldt sig under fanerne hos terrorgruppen Islamisk Stat i Syrien. byen Men ikke en eneste er taget afsted fra Mechelen og det på trods af at her bor næsten 20.000 muslimer, og at Mechelen i forhold til sit indbyggertal har Belgiens største marokkanske mindretal.

- For 20 år siden var dette en by, som havde mistet håbet. Det var en beskidt by med megen kriminalitet og fattigdom og med en middelklasse, der flyttede væk. Men vi har givet byen en total makeover, siger borgmesteren.

Heller ikke højreekstremismen har for alvor fået tag i Mechelen, og byen er i top, når det kommer til målinger af borgernes tillid til kommunen såvel som stolthed over deres by.

I 2017 blev Bart Somers kåret til verdens bedste borgmester af City Mayors Foundation. En titel, han blev givet netop på grund af hans arbejde med integration. Og ifølge borgmesteren selv er der to faktorer, som har gjort, at han og byen har haft så stor succes.

Den ene del er sikkerheden, hvilket handler om, at der er videoovervågning og politifolk i bybilledet. Den anden del er, at byens borgere er blevet inddraget, taget alvorligt og - simpelthen - integreret.

Kommunen har investeret massivt i integration de seneste årtier, for eksempel ved at blande alle kommunens skoleelever på tværs af baggrund. Der er også blevet oprettet et program, som parrer nye udenlandske borgere i byen med én, som har boet der længe og kan sproget.

For borgmester Bart Somers hænger integration og antiradikalisering uløseligt sammen. Byens indbyggere skal føle sig respekterede og føle, at de er en del af samfundet. Tale med dem i stedet for at tale om dem.

- Vi rekrutterer mennesker til vores samfund, så ekstremisterne ikke kan rekruttere dem til deres totalitære tankegang, siger han. Man vil jo aldrig begå terror mod sit eget samfund. Man vil begå terror mod et samfund, hvor man ikke føler, man hører til. Derfor tror jeg, at den bedste måde at forebygge radikalisering på er ved at gøre folk til borgere.

Kilde: TV2 Nyhederne


Leverandører
Tilbage til toppen