Det burde ikke kunne ske, at en brand på loftet af en etageejendom i dagens Danmark spreder sig så hurtigt, som branden gjorde det i ejendommen Grøndalsbo i Vanløse i marts måned. Selvom beredskabet hurtigt blev alarmeret, indsatsen var omfangsrig med ca. 100 brandfolk, og ingen kom til skade eller omkom, blev hele bygningen totalskadet, og 90 familier mistede deres hjem.
Fra beredskabet blev alarmeret, gik der blot 1 time og 18 minutter, før hele tagfladen var i brand. Desuden spredte branden sig ned i byggeriet – nogle steder helt op til tre etager nedad. Det burde ikke kunne ske, men det gjorde det, og derfor bad Bolig- og Planstyrelsen to dage efter branden DBI og Rambøll om at undersøge, hvordan branden kunne sprede sig så hurtigt. Den rapport er nu færdig, oplyser DBI.
Manglende brandmæssig adskillelse på loftet
I forbindelse med rapporten er der udført brandtekniske undersøgelser af brandtomten, ligesom DBI og Rambøll har undersøgt tegninger, rapporter, beskrivelser og foto- og videooptagelser fra ejendomsforeningen, rådgivervirksomheder, bygningsmyndigheder, beredskabet og politiet. På baggrund af undersøgelserne konkluderer DBI, at den hurtige brandspredning efter al sandsynlighed skyldes en uheldig blanding af flere faktorer på området for bygningens passive brandsikring.
For det første var der ingen brandmæssig adskillelse med vægge på spidsloftet (det øverste lukkede tagrum under tagryggen). Det var ellers et krav i den oprindelige byggetilladelse fra 1937, og uanset om væggene er blevet fjernet eller måske aldrig blev opført, betød det, at branden hurtigt kunne sprede sig i tagrummet. Desuden var bygningen udført med en regulær brandvæg på loftet mellem dens to karreer, men huller i væggen betød, at branden ikke blev standset, men dog sinket ved muren, hvis man sammenligner med den øvrige spredning. Herudover passerede underbrædderne i tagkonstruktionen brandvæggen, og væggen var ikke ført ud i tagfoden, hvilket også medførte en øget risiko for brandspredning.
Stor brandbelastning i taget
Bygningen fik nyt tag i 2003, hvor der blev konstrueret et undertag i letantændelige materialer (polyester og bitumen) med en stor brandbelastning. Da der samtidig var ventilerede hulrum i den oprindelige tagkonstruktionsopbygning, der passerede lejlighedsskel, kan det ifølge rapporten også være en del af forklaringen på brandspredningen. Den hurtige brandspredning på loftet betød, at beredskabet ikke kunne koncentrere indsatsen om de lejligheder, hvor branden trængte ind og ned i bygningen. Derfor kunne branden brænde sig vej gennem etageadskillelserne – i nogle tilfælde gennem adskillige etager.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at de to steder, hvor branden nåede længst ned i bygningen, er områder, hvor adgangen til bygningen var udfordrende for beredskabet pga. grønne områder, som gjorde det umuligt at foretage stigerejsning. Samtidig ødelagde nedfaldende tagsten og brændende materialer beredskabets slanger og udgjorde personfare, hvilket også var en udfordring for indsatsen.
Kunne have været begrænset til få opgange
I rapporten konkluderer DBI, at branden sandsynligvis kunne have været begrænset til få opgange, hvis bygningen havde været opført og vedligeholdt som angivet i den oprindelige byggetilladelse, og hvis der havde været udført brandmæssige adskillelser i spidsloftet og over lejlighedsskel mod tagdækningen. I stedet gik det ud over samtlige lejligheder i alle 16 opgange.
Da bygningen ikke var den eneste af sin slags, er det sandsynligt, at der findes andre bygninger med den samme problematik. På baggrund af branden og rapporten iværksætter Bolig- og Planstyrelsen nu en informationskampagne, der skal gøre bygningsejere, beboere og bygningsmyndigheder opmærksomme på, at det er vigtigt, at tagrum og tagetager er tilstrækkeligt opdelte og adskilte, og at tagrenoveringer udføres, så bygningens brandsikkerhed opretholdes.
Sverige
