31 pct. af de personer, der blev løsladt fra afsoning i fængsel eller blev fundet skyldige i en lovovertrædelse, blev dømt for ny kriminalitet en eller flere gange i løbet af de to efterfølgende år i 2020. Tilbagefaldsprocenten angiver, hvor stor en andel af de personer løsladt fra afsoning eller fundet skyldig i en lovovertrædelse, der i løbet af de to efterfølgende år bliver dømt for ny kriminalitet. For hele perioden fra 2007 til 2020 ligger tilbagefaldsprocenten på omkring 30 pct.
Uændret tilbagefald blandt mænd - svag stigning for kvinder
Lidt over 30 pct. af mænd, der blev løsladt fra afsoning i fængsel eller blev fundet skyldige i en lovovertrædelse, faldt tilbage til kriminalitet i løbet af de to efterfølgende år i hele perioden fra 2007 til 2020. For kvinder er der en lille stigning i tilbagefaldsprocenten fra 14 pct. i 2007 til 19 pct. i 2020.
Aldersgrupper viser kun små ændringer i tilbagefald
Den største aldersgruppe blandt personer, der blev løsladt fra afsoning i fængsel eller blev fundet skyldige i en lovovertrædelse, de 35-49-årige, bestod i 2020 af 49.515 personer. Tilbagefaldsprocenten for gruppen steg svagt gennem perioden fra 24 pct. i 2007 til 29 pct. i 2020. For aldersgruppen 50 år og derover, der i 2020 omfattede 47.449 personer, steg tilbagefaldsprocenten en smule fra 15 pct. i 2007 til 19 pct. i 2020. For de 15-24-årige er tilbagefaldsprocenten næsten uændret fra 43 pct. i 2007 til 42 pct. i 2020. For de 25-34-årige er tilbagefaldsprocenten steget fra 32 pct. i 2007 til 36 pct. i 2020. De yngre aldersgrupper har dermed højest tilbagefaldsprocent.
Tilbagefald uændret uanset oprindelig straf
Tilbagefaldsprocenten er stort set uændret, uanset om personen har afsonet et fængselsophold eller har fået en dom uden fængselsophold. For løsladte er tilbagefaldsprocenten uændret fra 56 pct. i 2007 til 2020. For dømte med dom uden fængselsophold er tilbagefaldsprocenten steget en anelse fra 27 pct. i 2007 til 30 pct. i 2020.