Tre personer blev ved Retten i Sønderborg i dag dømt i en sag om narkosmugling og hvidvask. Sagen udspringer af en proaktiv efterforskning rettet mod et persongalleri i Østjylland, hvor mistanken gik på omfattende narkosmugling i skjulte hulrum i køretøjer og omfattende hvidvask. Denne efterforskning ledte til, at to personer blev standset ved grænsen i Padborg den 5. februar 2024, hvor politi og toldere fandt 14 kilo kokain skjult i et hulrum i bilen.
Efterforskningen klarlagde tidligere ture til blandt andet Holland, hvor kokainen blev overleveret til de sigtede i sagen. De tre blev derfor anholdt, og Syd- og Sønderjyllands Politis afdeling for proaktiv efterforskning har derefter efterforsket sagen og afleveret et massivt materiale til Anklagemyndigheden. Sagen har endvidere kastet flere efterforskninger af sig rundt i hele Vestdanmark.
”Det har været en omfattende efterforskning, som både har trukket tråde til udlandet og til andre politikredse. Det har været en god proces, hvor vi har kunnet samarbejde med andre lande og politikredse. Det er netop denne type sager, hvor de mistænkte opererer flere steder og på tværs af politikredse, som vores afdeling er sat i søen til at løse,” siger politikommissær Søren Schlaikjer fra Særlig Enhed for Proaktiv Efterforskning ved Syd- og Sønderjyllands Politi – en afdeling, der blev etableret i oktober 2023.
De dømte er en 38-årig mand, en 36-årig kvinde fra Østjylland samt en 26-årig bulgarsk mand. Der var rejst tiltale mod den 38-årige mand for i alt at have indsmuglet 59 kilo kokain. Retten fandt det dog alene bevist, at manden og den 36-årige kvinde var skyldige i at have indsmuglet i alt 22 kilo kokain. Den 36-årige kvinde blev desuden dømt for hvidvask af godt 50.000 kroner, mens den 38-årige mand blev dømt for hvidvask af mere end 2,5 millioner kroner ved at misbruge andres identitet ved valutaveksling.
Den 38-årige mand blev idømt 12 års fængsel, mens den 36-årige kvinde fik en dom på 10 års fængsel. Den 26-årige bulgarske mand, som alene blev dømt for indsmuglingen af de 14 kilo, blev idømt 7 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt.
”Dommen, som hviler på en omfattende efterforskning, understreger igen, at organiseret narkotikakriminalitet straffes ganske hårdt,” siger anklager Cecilie Søgaard Rasmussen, anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den dømte 36-årige kvinde ankede på stedet til Landsretten, mens de øvrige to dømte udbad sig betænkningstid i forhold til anke. Alle tre er fængslet efter dom.