12-12-2022

Pilotprojekt: Ny erhvervsrettet konstabeluddannelse

Psykologiundervisning med blandt andet gruppearbejde om forskellige gruppetyper. Foto: Camilla Post / Forsvaret

På fem kaserner gik startskuddet i sidste uge til en ny, erhvervsrettet konstabeluddannelse. Det er et pilotprojekt, som ifølge Forsvarskommandoen skal give soldaterne flere muligheder i både Forsvaret og på det civile uddannelses- og arbejdsmarked.

”Javel” runger det gennem lokalet, da underviseren spørger, om opgaven er forstået. Morgenens program står på psykologiundervisning om grupper, gruppetyper og sammenhold for de nye konstabelelever i forbindelse med opstart af Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse ved Jydske Dragonregiment i Holstebro.

Opmærksomheden er rettet mod tavlen, og på trods af de ellers friske blikke og velsiddende uniformer, har flere sparket dagen i gang med en energidrik. Energi er der brug for, når man starter på en ny uddannelse.

En anerkendt uddannelse

Som et nyt projekt har Forsvaret ifølge Forsvarskommandoen valgt at gøre konstabeluddannelsen mere erhvervsrettet. Det vil sige, at soldaterne nu både har militærfaglig undervisning og skal igennem syv forskellige grundfag lige fra matematik til psykologi. Den undervisning udbydes af eksterne undervisere fra et konsortium af skoler.

Soldaten skal bestå en fagprøve for at få tildelt et fagbevis, der kan åbne flere døre for deres fremtid i både Forsvaret og på det civile uddannelses- og arbejdsmarked.

- Indtil nu har konstablernes kompetencer ikke været tilstrækkeligt synliggjort. Derfor har det været svært at overføre dem direkte til det civile uddannelsessystem. Den ”nye” konstabeluddannelse handler om at få soldaternes kompetencer formelt anerkendt og gøre uddannelsen veldokumenteret, lyder det fra chefsergent Jesper Jensen, der er fungerende EKU-vejleder ved Slesvigske Fodregiment.

Den nye uddannelse giver soldaterne mulighed for blandt andet at søge ind på en række af erhvervsakademiske uddannelser. Men også inden for Forsvaret kan fagbeviset gøre videreuddannelse og specialisering nemmere. For eksempel kan de nu gå direkte til optagelsesprøve på løjtnantsuddannelsen, hvilket de ikke kunne tidligere.

Soldaten i fokus

Selvom der kommer et mere erhvervsrettet fokus på uddannelsen, er det stadig soldaten og den ’grønne’ uddannelse, der er i fokus. Grundfagene kommer til at fungere som et supplement til det militærfaglige og er tilpasset efter soldaternes hverdag.

- Det er for eksempel ikke danskundervisning, som mange husker det fra folkeskolen. Det hele er fokuseret omkring den militære profession, hvor vi sørger for at fagintegrere. Så undervisningen er fagintegreret i militærfagene. I engelsk lærer soldaterne for eksempel fagudtryk, og i psykologi handler det blandt andet om egen udvikling og gruppepsykologiske processor, roller og konfliktløsning, fortæller Jesper Hvilsby Ulrich, programchef hos NEXT.

Hvis soldaterne tidligere har haft et af grundfagene på et tilsvarende- eller højere niveau, kan de få merit/godskrevet det enkelte grundfag.

God opbakning fra soldaterne

Soldaterne selv er også generelt begejstrede for projektet. Der er en bred enighed om, at det er et godt input med andre fag, der kan give et anderledes perspektiv på tingene. Det er lettere at lære, når undervisningen handler om det, de synes er fedt – nemlig det militære og fysiske.

Efter morgenens to timer med psykologiundervisning inde i de varme lokaler, skulle soldaterne ud og mærke den iskolde luft. Først med en rask løbetur og så en makker-workout. Selvom sneen stille begyndte at falde fra himlen, blev soldaterne holdt varme af dagens fysiske træning.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk