28-06-2022

Nye tiltag skal presse indbrudstyvene

I de kommende år skal indbrudstyve opleve større modstand – bl.a. fra kommunale indsatser. Det er en del af strategien bag Bo trygts indsats mod indbrud, som parterne netop har tilført yderligere 35 mio. kr.

Det er spænding og hurtige penge, der driver de fleste indbrudstyve, når de bryder ind i private hjem i Danmark. Men hvis der ikke er nogen, der vil aftage de stjålne varer, så forsvinder indtjeningsgrundlaget for tyvene og dermed også incitamentet for at begå indbrud. ”Man stjæler ikke noget, man ved, at man ikke kan komme af med”, siger en indbrudstyv i en ny rapport fra Bo trygt, der er en indsats skabt af TrygFonden og foreningen Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. Derfor er det relevant at etablere et digitalt kosterregister i Danmark, lyder det fra Det Kriminalpræventive Råd:

- Mange danskere køber stjålne varer og holder dermed tyvene beskæftigede. Vi skal derfor være bedre til at identificere hælervarer, for når det handler om at registrere stjålne værdigenstande, halter Danmark bagefter. Vi har registre til cykler og biler, men ikke for de meget populære tyvekoster som fx elektronik, fortæller Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd. Han fortsætter:

- Et dansk kosterregister, hvor man kan tjekke en vare, før man køber den, kan være med til at hjælpe danskerne til at gå udenom hælervarer, og at stjålne ting kommer tilbage til den rette ejer. Det er en oplagt løsning og en vigtig investering for at komme indbrud og hæleri for milliarder til livs, siger Erik Christensen, formand for Det Kriminalpræventive Råd.

Han henviser til Holland, der har et kosterregister, som politi, borgere og forretninger har adgang til. Skal man købe brugt, kan man tjekke varen i registeret, som indeholder 1,7 millioner genstande. Registret, der har 200.000 besøgende om måneden, har ifølge de hollandske myndigheder forbedret politiets efterforskning og øget forbrugernes bevidsthed om hæleri.

Hvis du køber hælervarer, øger du risikoen for selv at få indbrud

Bevidst eller ubevidst – når du køber hælervarer, øger du samtidig risikoen for selv at få indbrud.

I en ny antropologisk undersøgelse, som Bo trygt har fået foretaget, har NIRAS talt med tidligere indbrudstyve om deres adfærd og bevæggrunde. Her fremgår det, at efterspørgsel på bestemte varer giver tyvene anledning til at opspore de efterspurgte genstande. Og når de først har videresolgt fx en designklassiker, ved de ofte, hvor varen befinder sig, så de let kan stjæle den igen til et nyt videresalg. Som en af tyvene udtaler: 'Folk vil altid gerne have billige designvarer. De er flinke, når man leverer varerne. De ved jo ikke, at det er tyve, de lukker ind – vi kan komme tilbage ugen efter og stjæle det, som vi har leveret, og stjæle det, de ellers har.'

Fakta om den nye undersøgelse 'Tyves adfærd og beslutninger'

  • I rapporten fortæller tidligere indbrudstyve om deres adfærd og beslutninger både før, under og efter et indbrud
  • Efterspørgslen på bestemte varer styrer, hvad indbrudstyvene går efter
  • Danskernes smag for dansk design er medvirkende til det høje indbrudsniveau i Danmark, for tyvene kan let afsætte designervarer og få en god indtjening
  • Rapporten er udarbejdet af NIRAS for Bo trygt og Det Kriminalpræventive Råd
  • Læs rapporten 'Tyves adfærd og beslutninger'.

Den positive corona-effekt på indbrud har fortaget sig

I de fire år Bo trygt har eksisteret, har Danmark oplevet et markant fald i indbruddene, som i nogen grad kan tilskrives en corona-effekt, men også at mange danskere har fået øjnene op for at sikre deres boliger og nabohjælpe i kvarteret. Nu oplever Danmark igen en stigning i indbrud, og det er forventeligt, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i den filantropiske forening Realdania.

- Under corona-nedlukningerne faldt antallet af indbrud, da mange opholdt sig hjemme. Det samme gjorde sig gældende i de lande, vi sammenligner os med. Derfor er det ikke overraskende, at vi ser en stigning nu. Set over en årrække er indbrudstallene dog faldet markant, og nu gælder det om at begrænse stigningen og aktivt bruge den viden, vi i Bo trygt har fået bygget op de sidste fire år. Vi har i den fremadrettede strategi fortsat stort fokus på det forebyggende arbejde, og vi skal engagere og forankre indsatsen hos både civilsamfund, kommuner, politi og nationale beslutningstagere, siger Nina Kovsted Helk.

Bo trygt-indsatsen tilføres 35 millioner

For at nå målet om at reducere indbrudstallet til under 7.000 indbrud om året har Realdania og TrygFonden afsat ekstra 35 mio. kr. frem til og med 2026 til at fortsætte og styrke Bo trygt-indsatsen. Midlerne skal gå til at oplyse om indbrudsforebyggelse og udvikle strukturelle tiltag gennem samarbejder med og forankring hos relevante aktører.

- Danskerne skal blive endnu bedre til at sikre deres boliger og nabohjælpe, og vi skal hæleri til livs. Samtidig skal kommunerne indrette byrum og boligområder, som ikke virker tiltrækkende på indbrudstyve. Et styrket samarbejde mellem politi og kommuner er også vigtigt. Vi har indtil videre etableret særlig tætte samarbejder med 12 Bo trygt-kommuner, hvor vi sammen med den enkelte kommune og den lokale politikreds ser på, hvad man kan gøre for at skabe tryghed og forhindre indbrud gennem en god dialog med borgerne. Det gælder både på den lange bane, men også i den ”akutte fase”, hvor et område bliver ramt af en indbrudsbølge. Vi tror på, at det er den rigtige vej, og derfor skal konceptet udbredes til mange flere kommuner. Sideløbende skal vi fortsat hjælpe de særligt indbrudsramte områder og samtidig udvikle nationale løsninger, siger Rie Odsbjerg Werner, direktør i Trygfonden.

Fakta om Bo trygt

TrygFonden og foreningen Realdania står bag Bo trygt-indsatsen i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Bo trygt samarbejder med en række parter, der deler visionen om at reducere antallet af indbrud i Danmark og den utryghed, som indbrud afføder. Det gælder bl.a. politi, ministerier, kommuner, Nabohjælp, Offerrådgivningen, handelsplatforme, forsikringsselskaber, håndværkere og byggemarkeder.

Indsatsen fokuserer både på, hvad den enkelte dansker kan gøre for at forebygge indbrud i sit hjem, og hvad bl.a. myndigheder og organisationer kan gøre på samfundsniveau for at reducere indbrudsniveauet.

Bo trygt blev lanceret i juni 2018 med det formål at komme utrygheden ved indbrud til livs ved at reducere antallet af indbrud i private hjem i Danmark til en tredjedel af det daværende niveau (omkring 30.000 indbrud). TrygFonden og Realdania har netop besluttet at tilføre yderligere 35 mio. kr. til at fortsætte indsatsen de kommende år, hvor ambitionen er at komme under 7.000 indbrud om året, så Danmarks indbrudsniveau ikke længere stikker ud sammenlignet med vores nabolande Sverige og Tyskland.

Læs mere om Bo trygt på www.botrygt.dk



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk