08-07-2022

Konkurrence om Europas bedste kriminalpræventive projekt

Har du, eller kender du til, et projekt der arbejder med særligt sårbare ofre for kriminalitet? Så vær med til at sprede den gode praksis i Europa og deltag i konkurrencen om det bedste kriminalpræventive projekt i Europa.

Igen i år uddeler EU’s kriminalpræventive netværk, EUCPN, en pris til det bedste kriminalpræventive projekt i Europa, The European Crime Prevention Award.

Temaet for 2022 er: Arbejdet med særligt sårbare ofre for kriminalitet

Projekterne skal fokusere på arbejdet med sårbare ofre for kriminalitet, f.eks. børn, ældre, ofre for seksuelle overgreb mv. Det kan bl.a. handle om:

  • tidlig identificering af ofre for kriminalitet
  • at øge offerets motivation for at anmelde kriminalitet
  • at forebygge, at offeret bliver udsat gentagende gange
  • at forebygge, at offerets oplevelse vedr. henvendelse til og mødet med myndighederne er negativt.

Mere information findes hos EUCPN.

Om prisen

Formålet med ECPA er at belønne initiativer, der i en evaluering eller erfaringsopsamling har vist en positiv effekt. Både myndigheder, virksomheder og andre organisationer kan deltage.Det Kriminalpræventive Råd opfordrer store som små og nationale som lokale projekter til at indsende en ansøgning. Alle projekter indenfor temaet kan komme i betragtning.

Det vindende ECPA-projekt modtager en pris på 10.000 euro, eller ca. 75.000 kr.

Ansøgning og prisoverrækkelse

Det er vigtigt, at man benytter dette EUCNP-ansøgningsskema og ikke vedhæfter bilag mv. Ansøgninger i andre typer formater vil ikke blive bedømt. Ansøgningen skal være på engelsk og være Det Kriminalpræventive Råd i hænde senest den 12. september.

Danmark kan indstille ét projekt til prisen. Det Kriminalpræventive Råd beslutter, hvilket projekt, der skal indstilles fra Danmark.

Prisoverrækkelsen foregår ved en konference i Prag i Tjekkiet den 8.-9. december 2022, hvor repræsentanter fra det indstillede projekt præsenterer deres projekt.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk