22-10-2023

Hver fjerde installatør har haft tyveri fra varevogne

- Det er et helt absurd omfang! Man ville jo aldrig acceptere, hvis hver fjerde husejer havde været udsat for indbrud i løbet af det sidste år, siger underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, Maria Schougaard Berntsen.

Det seneste år har hver fjerde installatør fået brudt sin varevogn op, viser Tekniq Arbejdsgivernes nye medlemsundersøgelse.

At problemet er stort, bekræftes af politiets data. Her fremgår det, at der i løbet af det seneste halvår er næsten 2000 anmeldelser af tyveri fra varevogne, en tendens som Tekniq Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder med beklagelse kan nikke genkendende til.

Underdirektør hos Tekniq Arbejdsgiverne, Maria Schougaard Berntsen, har fuld forståelse for medlemmernes frustration, hvad hun har sværere ved at begribe er, at man fra myndighedernes side endnu ikke har taget nogle af de digitale værktøjer i brug, der kan være med til at bremse tyverierne.

- Det er jo et helt absurd omfang! Man ville jo aldrig acceptere, hvis hver fjerde husejer havde været udsat for indbrud i løbet af det sidste år. Der er med andre ord brug for nye initiativer, og her er en øget data-tilgængelighed med for eksempel tyveridata i realtid et oplagt tiltag i kriminalitetsbekæmpelsen, siger Maria Schougaard Berntsen.

Tyveridata i realtid kan give virksomhederne mulighed for at få notifikationer, og eksempelvis parkere alle deres varebiler bag hegn, når tyvene hærger i et bestemt område. Tekniq Arbejdsgiverne har derfor flere gange opfordret til, at man gør dataene tilgængelig for virksomheder, der ønsker at forebygge indbrud i varebiler eller på byggepladser. Det er dog blevet afvist af Rigspolitiet, da de ikke ønsker at ændre på praksis med at udgive statistik med mange måneders forsinkelse.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk