15-09-2022

Fregatten Esbern Snare indsættes i NATO-styrke

Fregatten Esbern Snare er afsejlet fra Flådestation Frederikshavn for at indgå i NATO Task Group 441.01. Foto. Esbern Snare / Forsvaret

Fra den 12. september og tre måneder frem indsættes fregatten Esbern Snare i en NATO-flådestyrke på højt beredskab. Med indsættelse af krigsskibet bidrager Danmark til NATOs skærpede beredskab som følge af Rusland aggressive adfærd, oplyser Forsvarskommandoen.

Fregatten Esbern Snare sejler mandag fra Flådestation Frederikshavn og sætter kursen mod det sydlige Europa. Fregattens og dens ca. 140 mand store besætning er frem til midten af december indsat i NATOs Tast Group 441.01, der er en del af NATOs stående styrker på højt beredskab - NATO’s Very High Readiness Joint Task Force (VJTF).

Med indsættelsen af Esbern Snare bidrager Danmark til NATO’s skærpede beredskab, som er en reaktion på Ruslands angreb på Ukraine og aggressive tone over for sine europæiske naboer. Indsættelsen af det danske krigsskib medvirker til, at NATO har de nødvendige styrker til rådighed til at afskrække potentielle fjender fra at angribe Danmark eller andre NATO-lande og til om nødvendigt at forsvare NATO’s territorium.

- Opgaverne ligner dem, som vi tidligere har løst i NATO stående flådestyrker. Vi viser NATOs tilstedeværelse, vi demonstrerer NATOs sammenhold og vi øver sammen. Og hvis der bliver kaldt på os, så er vi klar til umiddelbar indsættelse som NATOs hurtige reaktionsstyrke – VJTF. Det, der adskiller sig fra tidligere er, at vi kommer med et forholdsvis robust mandat fra Folketinget til NATOs maritime kommando i Europa, der betyder, at vi ikke bare har pligt til at forsvare os selv, hvis vi bliver angrebet, men også umiddelbart kan forsvare andre og andres NATO-landes territorium, forklarer chefen på Esbern Snare, kommandørkaptajn Lars Povl Jensen.

Fregatten Esbern Snare er et moderne og slagkraftigt krigsskib, der med sine højteknologiske sensorer og våben er klar til at imødegå alle typer af trusler. Under indsættelsen i Task Group 441.01 er Esbern Snare udrustet til selvforsvar og til at bidrage til forsvaret af resten af flådestyrken. Under dele af missionen har fregatten en Seahawk-helikopter om bord. Det øger ifølge Forsvarskommandoen flådestyrkens rækkevidde og gør den i stand til at overvåge store områder.

Task Group 441.01 kan operere i de havområder, hvor NATO ønsker det. Umiddelbart er det planen, at flådestyrken i den periode, hvor Esbern Snare er med, indledningsvist sejler mod det sydlige Europa for at deltage i en øvelse ved Portugal, derefter skal styrken deltage i den store Joint Warrior øvelse i den Engelske Kanal før styrker på et tidspunkt sejler ind i Østersøen.

- Når vi kommer ind i Østersøen, må vi forvente, at vi får besøg af russiske fly. Sådan har det også være tidligere. Vi er selvfølgelig klar til at forsvare os, men vi er ikke ude på en mission, hvor vi skal gøre noget ved nogen. Vi er der for at forsvare NATO, understreger Lars Povl Jensen.

Selv om indsættelsen formentlig på mange måder kommer til at minde om noget Lars Povl Jensen og besætningen på Esbern Snare har prøvet med NATOs flådestyrker tidligere, så peger chefen på en væsentlig positiv forskel.

- Vi er et ekstra bidrag til flådestyrken i år, og Danmark er ikke den eneste nation, der stiller med et ekstra bidrag i år. Det betyder, at styrken har en størrelse, som gør det mere spændende at deltage, end det har været i mange år. Med den størrelsen styrken har, kan vi øve selv, hvis der ikke er øvelser, vi kan deltage i. Og styrken har en størrelse, der gør, at vi kan tiltrække de ressourcer i form af fly og andet, der skal til for at lave rigtig gode øvelser. Det betyder at vi uddannelses- og beredskabsmæssigt vil være helt oppe, efter de 12-13 uger, vi skal være indsat, siger Lars Povl Jensen.

Esbern Snare var fra oktober 2021 til februar 2022 indsat i en operation mod pirateri i Guineabugten ved Vestafrika. Fregatten blev i forbindelsen med situationen i Europa trukket hjem før planlagt og sat på skærpet beredskab i NATOs flådestyrker. Fra januar til april 2022 var fregatten Peter Willemoes indsat i NATO’s stående flådestyrker, oplyser Forsvarskommandoen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk