14-05-2021

Forsvarsministeriet: Ældre medarbejdere skal værdsættes mere

Cirka 22.000 ansatte på Forsvarsministeriets område har nu fået en seniorpolitik. Med seniorpolitikken får medarbejderne ret til en bedre planlægning af deres senkarriere.

Den nye seniorpolitik er blevet til i et tæt samarbejde med de faglige organisationer, der repræsenterer både militære og civilt ansatte. Den tager udgangspunkt i, at medarbejderne på området er meget forskellige og har forskellige ønsker til deres senkarriere.


Tidlig planlægning er afgørende for, om senkarrieren bliver god – og om medarbejderen ønsker at blive længere end datoen for pension. Derfor gives en ny ret til planlægning af senkarrieren fra det fyldte 55 år. Det har været afgørende, at karriereplanlægningen kommer til at indeholde muligheder for alt fra uddannelse, nye arbejdsfunktioner, ændrede arbejdsvilkår eller et egentligt brancheskifte.

Seniorpolitikken bygger på fem grundsten:

  • Årlige seniorsamtaler for ansatte over 55 år, som skal afdække medarbejderens ønsker og muligheder.
  • Tilbud om seniorudviklingsplan, som skal imødekomme individuelle ønsker.
  • Central rådgivningsfunktion for ledere og chefer.
  • Vejledninger der afspejler seniorpolitik og statslige regler.
  • Arbejdsulykker og sygefravær skal mindskes ved øget monitorering af arbejdsmiljø.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger om ordningen:

- Alder giver erfaring, som vi har brug for både på Forsvarsministeriets område og som samfund. Vi skal passe på, at vi ikke dømmer gode medarbejdere ude på baggrund af årstal på en dåbsattest. Med den nye seniorpolitik sender vi et klart signal til medarbejderne om, at vi gerne vil have, at de bliver længere. Samtidig giver vi medarbejderne en ny rettighed, der skal sikre en mere individuel planlægning af senkarrieren.




Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk