15-09-2025

Falsk hjerneforsker dømt for markedsmanipulation

En 38-årig mand har fået en fængselsdom for urigtigt at have oplyst at have en universitetsgrad og baggrund som forsker i neurovidenskab i forbindelse med børsnoteringen af en tech-virksomhed, som han var direktør for.

En 38-årig mand fra København er ved en tilståelsessag i Københavns Byret idømt 60 dages ubetinget fængsel for oplysningsbaseret markedsmanipulation. Sagen er kørt af National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Den dømte erkendte i retten, at han i februar 2023 havde givet urigtige oplysninger om sin uddannelse i en virksomhedsbeskrivelse og i et interview, der blev offentliggjort i forbindelse med en planlagt børsnotering af en tech-virksomhed, hvor han var direktør og bestyrelsesmedlem.

Han oplyste blandt andet, at han havde en mastergrad i neurovidenskab fra et anerkendt universitet, og at han havde baggrund som forsker.

Da tech-virksomheden med den 38-årige mand i spidsen blandt andet havde udviklet en hjernescanner, var de urigtige oplysninger om hans uddannelse og baggrund som neuroforsker egnede til at påvirke efterspørgslen på virksomhedens aktie og sikre kursen på et unormalt eller kunstigt højt niveau.

Senioranklager hos NSK Natali Nasr siger:

- Jeg er tilfreds med dommen. Ved at lyve om sin baggrund som hjerneforsker i forbindelse med børsnoteringen af virksomheden, har den dømte manipuleret markedet og vildledt potentielle investorer. Som investor skal man kunne regne med, at en virksomheds oplysninger i forbindelse med en børsnotering er korrekte, så man kan træffe sin investeringsbeslutning på et korrekt og velinformeret grundlag.



Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk