Den 41-årige er dømt for i en periode fra august 2020 til juni 2021 at have hvidvasket eller forsøgt at hvidvaske ikke under 14 millioner kroner, der direkte eller indirekte stammede fra kriminalitet, gennem vekselkontoret Dan Exchange A/S på Vesterbro i København, hvor han var en ledende medarbejder. Pengene blev vekslet, uden at transaktionerne blev registreret, ligesom der ikke blev foretaget de underretninger, som virksomheden er forpligtet til ifølge hvidvaskloven.
NSK kom på sporet af vekselbureauet i efterforskningen af et stort narkotikakompleks. Her blev én af de nu dømte personer flere gange observeret i vekselkontoret, mens han vekslede store kontantbeløb.
Snyd med coronastøtte
Begge mænd og virksomheden er desuden dømt for i 2020 og 2021 at have planlagt systematisk svindel med lønkompensationsordningen, der var indført i forbindelse med Covid-19. Her har de to forsøgt at få udbetalt i alt 1.866.342,66 kroner i lønkompensation for medarbejdere, de angav til at have hjemsendt, men som reelt fortsatte med at arbejde.
Udover fængselsstraffen er de to mænd idømt bøder på henholdsvis 3.360.000 og 7.460.000 kroner.
Dan Exchange A/S er idømt bøder på i alt 14.460.000 kroner for de to forhold, ligesom virksomheden er dømt til at betale 1.645.092,66 kroner i erstatning til Erhvervsstyrelsen.
De dømte har anket dommen til frifindelse.
Senioranklager i NSK Anders Amorøe siger:
- Jeg er tilfreds med dommen, der hviler på en meget omfattende efterforskning. Hvidvask af kontanter er med til at gøre organiseret kriminalitet muligt, og svindel med erhvervsstøtte er undergravende for tilliden til systemet.