03-11-2021

Diktaturernes foretrukne cybervåben

Pegasus kan inficere en mobiltelefon og i al hemmelighed give afsenderen mulighed for at overvåge ejeren af mobilen.

Ifølge Amnesty International overvåger en håndfuld af verdens undertrykkende regimer aktivister, journalister, jurister med flere ved hjælp af den sofistikerede spyware Pegasus, udviklet af israelske NSO Group. Det har et datalæk, Amnesty International og et storstilet samarbejde mellem en række af verdens førende medier afsløret.

Dette er et uddrag af en artikel bragt i Amnesty Danmarks medlemsblad. Den fulde artikel kan læses her.

Verden over udviser autoritære stater ofte stor iderigdom, når de forfølger menneskerettighedsforkæmpere, politiske modstandere eller kritikere. Men en række af verdens repressive regimer henter også hjælp hos den samme virksomhed, israelske NSO Group, som i de senere år er blevet kendt for overvågningsredskabet Pegasus.

Pegasus kan inficere en mobiltelefon og i al hemmelighed give afsenderen mulighed for at overvåge ejeren af mobilen. Ifølge Amnesty International kan afsenderen kan for eksempel tænde for kameraet på den inficerede telefon og kigge med i en aktivists professionelle og private liv, tænde for mikrofonen og lytte med, tilgå mails og beskeder og læse med, overvåge lokationsdata og følge med i bevægelsesmønstre.

Efterspørgslen på disse muligheder er stor
Det har Amnesty International og mere end 80 journalister fra 17 medier i ti lande for nylig afsløret gennem en fælles undersøgelse, kaldet Pegasusprojektet.

En liste med mere end 50.000 telefonnumre på potentielle overvågningsmål, som NSO Groups kunder siden 2016 har udvalgt, giver således et unikt indblik i, at Pegasus – stik imod de officielle udmeldinger fra NSO Group – ikke kun er et redskab, som stater bruger til legitim bekæmpelse af kriminalitet og terrorisme. Derimod er journalister, aktivister, jurister, politikere og andre lovlydige borgere også på listen over mulige mål, som NSO Group har modtaget fra potentielle kunder i lande som Aserbajdsjan, Bahrain, Mexico, Marokko, Rwanda, Saudi Arabien, Ungarn, Indien og De Forenede Arabiske Emirater.

- NSO’s overvågningsprogram Pegasus er et foretrukket våben hos repressive regeringer, som vil gøre journalister tavse, angribe aktivister og nedkæmpe modstand. Det sætter utallige menneskers liv i fare, siger Agnès Callamard, generalsekretær i ­Amnesty International.

Pegasus-projektets afsløringer
Amnesty International og række medier, herunder Forbidden Stories, Le Monde, The Guardian, Süddeutsche Zeitung og Washington Post har blandt andet afdækket;

Mindst 180 journalister i 20 lande er de seneste fem år blevet udpeget som potentielle over­vågnings­mål, herunder journalister i lande som Indien, Ungarn og Aserbajdsjan, hvor ­uafhængige medier er under angreb.

Kvindelige journalister, eksempelvis fra mediet Al-Jazeera, har fået stjålet private fotos fra deres telefoner, som siden er spredt online for at udskamme dem og skade deres omdømme.

Myndighederne i Rwanda potentielt har angrebet mere end 3500 aktivister, journalister og politikere med Pegasus. Spywaren har også inficeret en telefon tilhørende Carine Kanimba, der er datter af Paul Rusesabagina, kendt fra filmen Hotel Rwanda og for nylig idømt 25 års fængsel for terrorisme efter en uretfærdig retssag.

Mere end 300 ungarske borgeres telefoner har været mulige overvågningsmål, og Pegasus har i en række tilfælde inficeret telefoner tilhørende ungarske borgere.

Dette er et uddrag af en artikel bragt i Amnesty Danmarks medlemsblad. Den fulde artikel kan læses her.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk