15-08-2023

Det koster at have verdens bedste politi

Heino Kegel. Foto: Politiforbundet

Securityuser bringer her en kommentar fra Politiforbundets formand Heino Kegel, hvor han fokuserer på politibetjentenes lønniveau i forhold det ofte farefulde og ansvarsfulde arbejde, de har.

En vending, der ofte bruges om politiet, er, at når alle andre flygter væk, så løber politiet direkte hen for at løse problemerne. Det er selvfølgelig en forsimpling, da vi er en faggruppe af mange, som løser et utal af vigtige opgaver i samfundet. Men det er uomtvisteligt, at politiet har en helt særlig opgave med at løse svære, udfordrende, farlige og konfliktfyldte opgaver.

Politiets arbejde er helt essentielt og en grundpille for vores velfærds- og retssamfund. Målinger fastslår gang på gang, at danskerne er glade for deres politi. Der er en høj grad af tillid.

Politiet står altså i forreste række i mange henseender, men desværre ikke når det kommer til løn.

Det er en udfordring, selvom politigerningen er drevet af andre faktorer end at tjene penge. For politifolk handler det i langt højere grad om at gøre en forskel for andre mennesker og for samfundet. Men det skal også kunne hænge sammen økonomisk at være en af samfundets ildsjæle.

I Danmark har vi måske verdens bedste politi, og sådan skulle det gerne blive ved med at være. Derfor er det også nødvendigt at skabe incitament og anerkendelse for at fastholde de nuværende kolleger og for at tiltrække nye, som det har knebet med på det seneste.

Jeg er af den klare overbevisning, at polititjenestemænd ikke er lønnet højt nok i dag i forhold til de krav, den faglighed eller den kompleksitet, som følger med politiarbejdet. Samtidig har politifolk i mange år gået på arbejde og savnet flere kolleger. De løber alt for stærkt, og det presser og slider mentalt og går ud over motivationen.

Det kan også have omkostninger. Det er svært at få et familieliv til at hænge sammen, når det mere er reglen end undtagelsen, at ens vagter omlægges, eller man bliver kaldt på arbejde på sin fridag. Ligesom nogle oplever at være stavnsbundet til en bestemt politikreds i landet uden mulighed for at flytte. Der er færre ansøgere til politiet, og det bliver fortsat sværere at fastholde de nuværende politifolk. Faktisk viser en undersøgelse i Politiforbundet, at næsten hver fjerde har overvejet at søge orlov eller helt ud af politiet inden for de seneste 12 måneder.

Får Politiforbundets medlemmer del i de ekstra lønmidler?

Snart begynder kampen om mere i løn til de offentligt ansatte. Regeringen har bebudet, at den indleder trepartsforhandlinger i dette efterår, hvor de kommer med en stor pose penge, som skal deles ud til faggrupper, som blandt andet har udfordringer med rekruttering. Om de kun ser på sundhedsområdet, eller om de også løfter blikket og inviterer mere bredt, vides endnu ikke. Politiforbundet kan kun opfordre og håbe på, at vi bliver en del af det forløb.

Ligeledes ser vi ind i et efterår, hvor drøftelserne om de kommende overenskomstforhandlinger i det offentlige begynder. Her er det vigtigt, at vi får en parallel løndannelse, som følger den private sektor. Vi må som statslige ansatte ikke efterlades på perronen.

For nylig kom Lønstrukturkomiteen med deres analyser af lønstrukturerne i det offentlige. Beregningerne og analyserne sagde intet om, hvorvidt det er den ”rigtige” eller ”retfærdige” løn, faggrupperne får, og arbejdsforhold har man slet ikke skelet til. Det mener jeg er den afgørende forskel – nemlig at se på under hvilke præmisser og arbejdsforhold lønnen bliver tjent. For hvad er politikerne villige til at betale for at have verdens bedste politi og borgernes politi – også i fremtiden?

Jeg er stolt af forbundets medlemmer, og hvad de hver dag yder og udretter – og altid med en dedikeret og professionel tilgang. De fortjener i den grad at blive honoreret bedre for deres store og samfundsvigtige arbejde, og det vil Politiforbundet fortsat kæmpe for, hvad enten det er i forhold til treparts- eller overenskomstaftaler.

Kilde: Politiforbundet



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk