26-10-2022

Dansk træning af ukrainsk forsvar går ind i realistisk fase

Ukrainske styrker uddannes i anvendelsen af panserværnsvåben forud for øvelse. Foto: Forsvaret

Den danske træning af 200 ukrainske rekrutter i Storbritannien fortsætter og er nu gået ind i sin fjerde uge. De grundlæggende kampfærdigheder bliver nu koblet sammen med mindre taktiske bevægelser både i forbindelse med kamp i åbent terræn, skov samt urbane miljøer, oplyser Forsvarskommandoen.

De ukrainske rekrutter har nu deltaget i tre øvelser, hvor de indlærte færdigheder bliver gentaget fra morgen til aften og i dagslys og mørke. Alt, hvad der tidligere er blevet indlært, bliver indarbejdet i øvelserne. Ingen aktiviteter gennemføres, uden at der repeteres fra tidligere lektioner.

Det afgørende element, der gennemsyrer uddannelsen, er det taktiske begreb ”ild og bevægelse”. Kontant bliver ukrainerne mindet om, at ingen soldat eller enhed kan bevæge sig fra et punkt til et andet, hvis man ikke har kammerater i stilling, som er klar til at yde dækningsild.

Førstehjælp på kampladsen er nu gået ind i den meget realistiske fase, hvor der anvendes skuespillere med ægte kropsamputationer. Disse anvendes under øvelser, så ukrainerne pludselig skal forholde sig til en såret kammerat, der ligger i et minefelt og mangler et ben og skriger i smerte. Denne uddannelse er ifølge Forsvarskommandoen meget realistisk og hærder ukrainerne i forhold til deres kommende fronttjeneste.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk