30-05-2022

Cykeltyvene går nu målrettet efter de dyre cykler

Antallet af cykeltyverier er rekordlavt – og halveret siden 2010. Til gengæld er det i højere og højere grad de dyre cykler, der stjæles. F&P (brancheorganisationen for forsikrings- og pensionsselskaber) ønsker et tættere samarbejde med politiet om at sætte ind over for de professionelle og organiserede cykeltyverier.

Nye tal fra forsikringsbranchen viser, at der blev stjålet 27.312 cykler i 2021 Det er det laveste antal nogensinde – til sammenligning blev der i 2010 stjålet over 53.000 cykler rundt om i Danmark.

Men overraskende er forsikringsselskabernes udgifter ikke faldet tilsvarende. På 10 år er gennemsnitserstatningen til en stjålet cykel nemlig steget fra 3.969 kr. til 6.195 kr. Samlet set løb cykeltyverierne sidste år op i 170 mio. kr. i erstatninger.

- Tallene viser med al tydelighed, at tyvene går benhårdt efter cykler i den dyre ende af prisskalaen – fx racercykler, mountainbikes, elcykler og ladcykler, siger underdirektør Pia Holm Steffensen, F&P.

Hun vurderer, at udviklingen er udtryk for, at de organiserede cykeltyverier fylder mere, mens lejlighedstyverierne er blevet mindre hyppige.

- Lejlighedstyverierne, hvor cykeltyven har brug for et simpelt transportmiddel her og nu, findes stadig – men de falder. I stedet går det hårdere og hårdere ud over cykler, som er dyre, og som kan omsættes som hælervare, siger Pia Holm Steffensen.

Brug for benspænd over for de professionelle cykeltyve

Som cykelejer kan man selv gøre en del, for at cyklen ikke bliver stjålet. Fx gør det en forskel, at man har en ordentlig lås, låser cyklen fast til noget, eller at man tager cyklen indenfor og dermed ude af syne for cykeltyve.

- Vi skal gøre det svært for cykeltyvene på flere fronter. For det første at gøre det svært at stjæle cyklen og også gøre det lettere for cyklen at finde tilbage til rette ejermand igen. Men - og det er lige så vigtigt - gøre det svært for tyvene at komme af med cyklen. Her vil vi gerne gå sammen med politimyndighederne om at gøre livet langt sværere for de organiserede cykeltyve, siger Pia Holm Steffensen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk