22-03-2021

Beredskaberne i Nordjylland starter på "tildelt skadestedssæt"

Beredskaberne i Region Nordjylland har i efteråret 2020 truffet en fælles beslutning om at indstille SINE-radioerne på tildelt SKS (se note nedenfor) uden forudgående kommunikation på default SKS. CFB har talt med personale fra Nordjyllands Beredskab, der melder om stor tilfredshed med den nye procedure.

Beredskaberne i Nordjylland kan opleve lang kørevej til skadesteder, og det skaber behov for at mødes tidligt på det tildelte SKS.

- Vi arbejder i et stort geografisk område, hvor vi ofte har lang kørevej. Med skift til tildelt SKS, allerede inden vi forlader garagen, skal vi ikke bruge tid og kræfter på at skifte talegruppe under fremkørsel, hvor vi som ISL BRAND kører alene. Når vi fra start kan tale med resten af indsatsledelsen på det tildelte SKS, undgår vi desuden at blive forstyrret af kommunikation fra andre hændelser på politikredsens default SKS, fortæller Klavs Bojsen, ISL BRAND i Nordjyllands Beredskab.

Klavs Bojsen fortæller endvidere, at den nye procedure bliver efterlevet af indsatslederne fra regionen og politiet.

Tvangsstyring af vognradioer
Nordjyllands Beredskab har egen vagtcentral, der monitorerer og styrer redningsberedskabets kommunikation på SINE-radioerne. Den nye procedure har også medført en ændring i arbejdsgangene på vagtcentralen.

- På vagtcentralen tvangsstyrer vi ISL BRAND’s vognradioer til tildelt SKS, allerede inden indsatslederen kører ud af garagen. Når ISL BRAND ankommer til skadestedet, skifter han/hun selv de håndholdte radioer, siger Lars Degn, vagtcentralmedarbejder i Nordjyllands Beredskab.

Aflastning af vagtcentralen
Indsatsledelsens skift til tildelt SKS fra starten af en hændelse betyder, at vagtcentralen oplever den første del af indsatsen som mindre hektisk.

- Men den nye procedure ved vi, at indsatsledelsen er på tildelt SKS, allerede inden de forlader garagen. Det betyder bl.a., at vi ikke skal bruge tid og kræfter på meldinger frem og tilbage for at få kollegaerne til at mødes på en bestemt talegruppe. Den eneste udfordring vi kan opleve er, hvis en holdleder ikke får skiftet til det tildelte SKS talegruppe HL BRAND hurtigt nok. I sådanne tilfælde kan vi naturligvis hjælpe og evt. tvangsstyre radioen hen på den rette talegruppe, uddyber Lars Degn, vagtcentralmedarbejder i Nordjyllands Beredskab.

Overlap af politikredse
Nordjyllands Beredskab har stationer i Thisted og Morsø Kommuner, som hører under Midt- og Vestjyllands Politi.

- Den nye procedure bliver efterlevet i de områder i politikredsen, der hører til Nordjyllands Beredskab. I resten af Midt- og Vestjyllands politikreds arbejder man efter den ’gamle’ procedure med mulighed for skift til tildelt SKS enten under fremkørsel (hvis alle er blevet enige over radioen) eller ved ankomst til skadestedet, fortæller Nicolai Kanstrup, ISL BRAND i Nordjyllands Beredskab.

Implementering af ny procedure
Nordjyllands Beredskab har kommunikeret til medarbejderne om den nye procedure gennem mails, på møder og ved sidemandsoplæring. Undervisning af vagtcentralpersonalet har fyldt mest i indsatsen. Desuden har Nordjyllands Beredskab lavet en række instruktionsvideoer om emnet, som er blevet sendt til alle relevante medarbejdere.

- Vi har oplevet en god og målrettet kommunikation, og overordnet har vi ikke oplevet udfordringer ved at overgå til den nye procedure. Kun en masse fordele, slutter Nicolai Kanstrup, ISL BRAND i Nordjyllands Beredskab.

Note: Skadestedssæt (SKS) er en fælles talegruppe, hvor beredskabernes indsatsledere taler sammen og koordinerer indsatsen. De forskellige beredskabers vagtcentraler kan lytte med på talegruppen og dermed løbende følge indsatsen og være klar i takt med, at nye behov opstår. Kilde: Sikkerhedsnet.dk



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk