10-01-2017

To store regionale efterforskningsenheder skal bekæmpe organiseret kriminalitet

Nu styrkes indsatsen mod rockere, bander og andre organiserede kriminelle. Dansk politi dedikerer to nye, slagkraftige efterforskningsenheder til at bekæmpe organiseret kriminalitet.
Den 10. og 11. januar 2017 åbner to, nye store særlige efterforskningsenheder Særlig Efterforsknings Vest (SEV) ved Østjyllands Politi og Særlig Efterforskning Øst (SEØ) ved Københavns Politi med et meget stort antal efterforskere, analytikere, specialister og anklagere, som er dedikeret til at efterforske og retsforfølge tung organiseret kriminalitet.

De kriminelle netværk breder sig i dag ud over mange forskellige typer af forbrydelser. Det kan være borgernær kriminalitet som indbrud, tyverier eller handel med narkotika, eller den mere lyssky kriminalitet som f.eks. handel med våben eller mennesker.

- Enhederne kommer til at efterforske det svære nemlig den kriminalitet, som organiserede kriminelle styrer, men hvor almindelige borgerne er ofre. Der skal en særlig slagkraft og ekspertise til at sætte hårdt ind, stoppe og retsforfølge kriminelle grupper og deres bagmænd, og det får vi med de særlige efterforskningsenheder, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg.

Tæt samarbejde med politikredsene
De særlige efterforskningsenheder skal arbejde tæt sammen med såvel politikredsene som med Rigspolitiet og Rigsadvokaten.

- Enhederne bliver i stand til at sætte slagkraftigt og målrettet ind dels ved selvstændige efterforskninger, dels gennem et tæt samarbejde med de øvrige politikredse, centrale afdelinger og vore udenlandske samarbejdspartnere, siger politiinspektør Flemming Madsen, Særlig Efterforskning Øst.

Ekspertise inden for efterforskning
De to nye enheder bliver førende inden for efterforskningsekspertise og ny teknologi.

- Vi får et stærkt efterforskningsfagligt miljø til at teste, udvikle og forfine efterforskningsmetoder, og det vil hele dansk politi få glæde af i indsatsen mod organiseret kriminalitet, siger politiinspektør Brian Olsen, Særlig Efterforskning Vest (SEV).

Baggrund
Den særlig komplicerede og kredsoverskridende kriminalitet er i vækst. Nye kriminalitetstyper og fremgangsmåder vinder indpas, og den teknologiske udvikling giver til stadighed de kriminelle nye muligheder, hvilket i stigende grad vanskeliggør efterforskningen og retsforfølgningen for politiet og anklagemyndigheden. Samtidig er de kriminelle grupper og netværk blevet mere mobile og omstillingsparate, og de opererer på tværs af både kreds- og landegrænser.

De to særlige efterforskningsfællesskaber Særlig Efterforskning Øst og Vest placeres under hhv. Københavns Politi (Karlslunde indtil videre) og Østjyllands Politi (Aarhus), bemandes med et meget stort antal efterforskere, specialister, analytikere og anklagere fra hele landet og skal tilsammen dække alle politikredse. Med etableringen af Særlig Efterforskning Øst (SEØ) og Vest (SEV) nedlægges de tre -gamle- task forces (Task Force Indbrud, Task Force Øst og Task Force Vest).

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk