Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at der den 22. august og igen den 10. september er blevet anmeldt i alt tre sager, hvor nogen via telefonen har udgivet sig for at komme fra forskellige instanser med det mål at franarre borgere - i alle tre tilfælde ældre kvinder - personlige oplysninger.
IT-sikkerhedsspecialist Peter Kruse fra IT-sikkerhedsfirmaet CSIS Security Group A/S kalder det højest usædvanligt, at fup-opkaldene nu foregår på dansk.
Der har været gentagne sager i hele landet, hvor svindlere har ringet på engelsk og haft held til at franarre tilfældige borgere deres oplysninger - men at der ringes på dansk er nyt.
- I de tidligere sager har det ofte været på engelsk, og så mange har udgivet sig for at være fra Microsoft, at man internationalt taler om en Microsoft-scam (Microsoft-svindel, red.). Men det er klart, at det bliver meget sværere at gennemskue svindleren, når vedkommende henvender sig på dansk, fortæller han.
Kilde: Jydske Vestkysten





























