”Da en knallert brændte i Vollsmose i Odense, bad politiet brandvæsenet holde sig væk. Politiet bedømte, at branden var påsat for at lokke brandvæsenet frem, så man kunne dænge køretøj og mandskab til med sten. I Askerød syd for København ville politiet undersøge et parkeret køretøj, som havde samlet indbrudstyve op i et villakvarter tidligere på aftenen. Det resulterede i en nat med to brændende biler og stenkast mod politiet. Også forbipasserende busser blev ramt af sten. En kvindelig passager i en af busserne måtte hentes af en ambulance.

De to historier er ikke specielle. Samme type voldsomheder har fundet sted masser af gange, både i Vollsmose og Askerød og andre steder. De to nævnte steder er ikke ene om den slags problemer. Det rammer en speciel type bebyggelser, ”særligt udsatte almene boligområder,” som disse områder kom til at hedde, da VK-regeringen fremlagde sin plan for dem, ”ghettoplanen” i daglig tale.

Det er nogle utilpassede unge, der er problemet, og det er ikke ret mange, lyder det hver gang. ”Vi kender dem godt, og vi har en god dialog med dem,” lyder det, og det er da godt at høre. Og imens man snakker med de unge, hegner omgivelserne sig inde for at beskytte sig og der opsætter adgangskontrol og hegn og tv-overvågning i kældre og opgange og elevatorer og hvor man ellers synes, der er behov for at skræmme ballademagerne væk.

Hvis boligområderne skal gøres tryggere for beboerne, kan der kan opsættes forskellige former for sikring i langt højere grad end i dag. Mange steder har man næsten ingen sikring, men håber på at politiet, vejret og det gode i mennesket tilsammen klarer problemerne. Man ser ikke virkeligheden i øjnene, herunder at politiet ikke kan være alle steder hele tiden. Virkeligheden er, at politiet ikke har ressourcerne. Politiet kan lægge en bund, men det er som kartofler uden kød, sovs og æblegele: Ordentlig sikring kræver, at man selv gør noget.

En væsentlig ressource, kvarterets egne beboere, udnyttes ikke tilstrækkeligt. Hvorfor sidder beboerne passivt i deres lejligheder og lader nogle påstået ret få unge støje rundt og sætte biler, knallerter og affaldsbeholdere i brand og lave værre ting som at skyde efter unge fra andre bebyggelser? Man hører engang imellem, at en episode bliver dæmpet, fordi nogle af kvarterets ældre blander sig. Hvorfor blander de sig ikke mere konsekvent? Hvorfor tager de ikke deres boligområde tilbage fra ballademagerne? Både ved at få noget effektiv sikring sat op, og ved personligt at tage ansvar for området, de bor i? Det skyldes noget kulturelt, er svaret ofte, og så arbejder sociale myndigheder og politiet videre, indtil politiet må trække sig tilbage igen, hvis det ikke skal have ødelagt patruljevognene. I øvrigt får vagtselskabernes biler samme behandling som politibiler, brandkøretøjer og altså en gang imellem busser. Beboerne i de udsatte kvarterer må tage ansvaret på sig og sikre, at deres område er trygt at bo i. Her er sikring et vigtigt element, men der skal også være engagement og vilje til at tage magten tilbage fra de kriminelle. Vil de ikke det, må det være rimeligt at tage en åben diskussion om beboersammensætningen. Har de udsatte kvarterer de beboere, de fortjener, eller skal vi ændre loven, så boligselskaber og kommuner får mulighed for at blande sig på en helt anden måde end hidtil? Så de for eksempel kan flytter større grupper af lejere til lejligheder et andet sted, lade grupper i et kvarter bytte bolig med grupper i et andet, også udover den enkelte boligforenings område?

Ja, jeg medgiver gerne, at det er temmelig udansk, men det er stenkast og meget af det andet, vi ser, også. Alle bliver nødt at forholde sig til problemerne. Også virksomhederne er en del af løsningen. Her er jeg stolt over, at sikringsfirmaerne er nogle af de bedste til at ansætte folk med en anden etnisk baggrund end dansk. Vores branche kan måske gøre det endnu bedre, men hvis andre gjorde det lige så godt, ville meget nok se anderledes ud.”

Fra lederen i SecurityUser nr. 5. Avisen kan downloades her: https://www.securityuser.com/dk/ (se venstre spalte)