12-06-2013

Svenske vagter vil lave endnu mere politiarbejde

I Sverige udfører vagter betydeligt flere "politimæssige opgaver" end i Danmark (sammenlign mandagens nyhed her på SecurityWorldHotel), men den nyligt etablerede organisation Säkerhetsbranschen mener, at det svenske politi bør aflastes yderligere, og at flere af politiets nuværende opgaver lige så godt kan udføres af landets vagtselskaber.
– Jeg har et billede fra Husby, hvor der står fire politifolk og vogter en afspærring. Det er en opgave, der koster samfundet 3.700 kroner i timen. Her kunne sikkerhedsvirksomhederne være med til at effektivisere politiets arbejde, siger Säkerhetsbranschens kommunikationschef Mikael Johansson.

På et tværpolitisk sommermøde (”Almedalsveckan”) vil der blive peget på en række eksempler på arbejdsopgaver, som politiet ikke burde udføre. Baggrunden er blandt andet den store omorganisation af svensk politi, som snart vil ske, og Säkerhetsbranschen tager nu spørgsmålet om politiets effektivitet op til diskussion (ligesom den danske søsterorganisation SikkerhedsBranchen har gjort i flere år).

– Vi er blandt andet kritiske over for, at det i Sverige er en politiopgave at besigtige tivolianlæg. Det mener vi, at for eksempel Arbetsmiljöverket (Arbejdstilsynet, red.) kunne gøre. Vi mener også, det er forkert at bruge politiet til at fange løsslupne hunde og katte, hvilket sker i stort omfang. Vi synes heller ikke, det er politiets opgave at udføre 20.000 årlige taxitransporter af frihedsberøvede personer, siger Mikael Johansson fra Säkerhetsbranschen.



Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk