23-10-2019

Store narkotikafangster ved den dansk-tyske grænse den seneste uge

Tre ransagninger af biler ved grænsen har afsløret forsøg på at indsmugle større mængder narkotika.
- Det er meget tilfredsstillende, at både vores tætte samarbejde med Toldstyrelsen bærer frugt, men også at vores politimæssige fokus på både indrejse og kriminalitet giver resultater, siger politiinspektør Brian Fussing fra UKA Vest.

Tirsdag den 15. oktober blev to biler først på eftermiddagen og med kort tids mellemrum udvalgt til kontrol ved Frøslev grænse af den særlige Politi og Toldenhed fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) og Toldstyrelsen i Padborg.

Den indledende efterforskning viste, at de to køretøjer kunne sættes i forbindelse med hinanden. Den forreste bil blev ført af en 19-årige mand fra Holland. En anden 19-årig mand – fra Congo og bosat i Holland - var fører af en Range Rover, der viste sig at indeholde tre kg ecstasy og 1½ kg amfetamin fordelt i pakker.

De to mænd blev onsdag den 16. oktober fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved retten i Sønderborg. De blev begge af dommeren fængslet i fire uger. De kærede ikke.

Sodavandsflasker med metadon

Da en 30-årig svensk statsborger i torsdags den 17. oktober kørte over grænsen i Frøslev, blev bilen udtaget til kontrol af den særlige Politi og Toldenhed fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) og Toldstyrelsen.

Det viste sig, at der i hans BMW lå mange store sodavandsflasker, hvoraf en del havde været åbnet. Flaskernes indhold blev testet, og det viste sig, at de indeholdt i alt 39,5 liter Metadon.

Manden blev fredag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre ved retten i Sønderborg. Han nægtede sig skyldig, men dommeren valgte at fængsle ham i fire uger.

30 kg amfetamin og 3 kg ecstasy gemt i bilen

En 21-årig hollandsk mand i en Suzuki Vitara blev kort efter midnat natten til tirsdag den 22. oktober udtaget til kontrol af personale fra UKA Vest på Frøslev grænse. En grundig gennemgang af bilen afslørede 30 kg amfetamin og 3 kg ecstasy.

Den 21-årige har netop været fremstillet i et lukket grundlovsforhør ved retten i Sønderborg. Han nægtede sig skyldig, men blev fængslet i fire uger. Han kærede ikke kendelsen.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk