03-01-2017

Østjyllands Politi omstrukturerer

- Vi har fået en ny virkelighed i politiet, siger politidirektør Helle Kyndesen.

- Vi har fået en ny virkelighed i politiet, siger politidirektør Helle Kyndesen.

En reorganisering, der har været undervejs siden foråret 2016 betyder, at Østjyllands Politi fra den 1. januar arbejder i en ny struktur. Baggrunden for reorganiseringen er at sikre, at Østjyllands Politi også fremadrettet kan leve op til nye krav og kriminalitetsformer, og målet er at give borgerne i Østjylland det bedst mulige politi.
- Vi har fået en ny virkelighed i politiet, hvor vi både skal løse opgaver i egen kreds og assistere i andre kredse, og hvor kriminalitetsbilledet har ændret sig og er flyttet på nettet og på tværs af kreds- og landegrænser. Der er nye opgaver, vi skal håndtere, samtidig med at vi fortsat skal sikre tryghed og sikkerhed for borgerne i Østjylland og være et effektivt og tilgængeligt politi. Det er derfor, vi nu justerer vores organisation, siger politidirektør Helle Kyndesen.

En mere fleksibel organisation
Politiområdet i Østjyllands Politi går fra at være delt op i beredskab, lokalpoliti og efterforskning til nu at være tre centre: Operativt Center, Efterforskningscenter og Borger- og forebyggelsescenter. Hertil kommer det nye Særlig Efterforskning Vest (SEV), der er afløseren for Task Force Vest.

- Den nye strukturering betyder, at vi får en mere fleksibel organisation, hvor den enkelte medarbejder får mere tid til kerneopgaven, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen og uddyber:

- Det vil styrke både vores sagsbehandling og vores efterforskning, men også vores forebyggelsesarbejde og den service vi yder over for borgerne.

Flere medarbejdere i Aarhus og Randers
Særlig Efterforskning Vest flyttede pr. 1. januar 2017 ind på hovedpolitistationen i Aarhus med ca. 80 medarbejdere. Deres primære opgave bliver at bekæmpe den særlig alvorlige og kredsoverskridende kriminalitet vest for Storebælt.

Samtidig flytter cirka 35 medarbejdere, der hidtil har haft arbejdsplads i Aarhus, til politistationen i Randers, hvor der i nogen tid har været ledig kapacitet.

Politistationen i Grenaa flytter i løbet af foråret fra den nuværende adresse på Vestre Skovvej til den gamle toldbygning på havnen i Grenaa. Politistationen i Aarhus Vest bliver i City Vest, indtil Aarhus Kommunes nye administrationsbygning i Gellerup, hvor Aarhus V.-politistationen skal bo, står klar i slutningen af 2018. De seks nærpolitistationer og landbetjenten på Samsø fortsætter som hidtil.

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk