29-11-2017

Stadig alt for mange indbrud i varebiler

En informationskampagne med uddeling af foldere med gode råd om at sikre sin varebil for at undgå tyveri af dyrt værktøj har virket efter hensigten – men der er stadig alt for mange indbrud.

Midt- og Vestsjællands Politi oplevede i slutningen af 2016 og i starten af 2017 en eksplosiv stigning i antallet af indbrud i varebiler. Politiet har derfor i flere omgange advaret om risikoen for indbrud, blandt andet ved at ved at uddele foldere med gode råd til ejere og brugere af varebiler (kassevogne).

Politiet har blandt andet uddelt folderen til håndværkere ved f.eks. byggemarkeder og på byggepladser for hermed at formidle nogle simple råd mod tyveri af ofte dyrt værktøj fra deres varebiler. Formålet er at gøre det sværere for tyvene. I mange tilfælde er det konstateret, at tyvene blot har knust en rude ind til førerkabinen, hvorefter det har været muligt at låse varerummets døre op via en centrallås. På denne måde har tyvene nemt kunnet få adgang til værktøj og andre værdier i varerummet.

I årets første otte måneder oplevede Midt- og Vestsjællands Politi en stigning på op til flere hundrede procent pr. måned set i forhold til 2016. Efter informationskampagnen er stigningen i antallet af tyveri fra varebiler ”fladet ud”, så antallet af indbrud nu er på nogenlunde samme niveau som i 2016, men det er stadig alt for højt.

”Jeg er ikke i tvivl om, at mange brugere af varebiler har fulgt vores råd, for der er blevet længere imellem de indbrud, hvor gerningsmanden blot knuser en rude i kabinen og åbner til varerummet via en fjernbetjening i kabinen. Nu er det blevet mere besværligt for tyvene, som er nødt til at skære eller klippe hul i varebilen for at få adgang til de ting, som de vil stjæle”, udtaler politiinspektør Michael Flemming Rasmussen, der er leder af forebyggelsesafdelingen hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Anmeldelserne til politiet viser, at kommunerne i Køge Bugt-området er særlig hårdt ramt, idet mere end halvdelen af tyverierne sker der, men også Ringsted, Holbæk og Roskilde kommuner er udsat for dette særlige kriminalitetsfænomen, hvor gerningsstederne ofte ligger tæt på motorvejsnettet i de nævnte kommuner.

”Antallet af indbrud i varebiler er stadig alt for højt, så vi håber, at ejere og brugere af varebiler fremover også vil fokusere på andre af vore anbefalinger end det med at afbryde den fjernbetjente åbning af varerummet, som de åbenbart har taget til sig. Samtidig hører vi meget gerne fra folk, der observerer noget mistænkeligt omkring parkerede varebiler - typisk om aftenen eller i løbet af natten”, fortsætter politiinspektør Michael Flemming Rasmussen.

Midt- og Vestsjællands Politi arbejder p.t. med at udvide informationskampagnen til også at omfatte andre steder, hvor brugere af varebiler jævnligt kommer f.eks. på rastepladser med kiosker, transportcentre, tankstationer og lignende steder, hvor man kan få en folder med hjem.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk