”Sagen har fået to af Folketingets udvalg, Retsudvalget og Kulturudvalget, til at skrive en såkaldt beretning. Alle medlemmer af de to udvalg er gået sammen i en usædvanlig enighed om en række tiltag, herunder nedsættelse af to arbejdsgrupper, der skal se på en række forhold omkring datasikkerhed. Hvert udvalg har sin arbejdsgruppe, og især arbejdsgruppen under Retsudvalget er vigtig. Den skal ifølge kommissoriet ”foretage en bred afdækning af beskyttelsen af borgernes personfølsomme oplysninger,” og den forventes konkret at se på en række områder, som opremses.

Følger arbejdsgruppen pålægget, kommer den godt rundt. Den skal se på datasikkerhed i mange sammenhænge, også på områder, hvor mange ikke i det daglige tænker over, at det er personfølsomme oplysninger, de arbejder med, og hvor kendskab til reglerne og dermed også overholdelsen af dem ikke er en selvfølge.

Et af de områder er spørgsmålet om certificering og registrering af alle opsatte overvågningskameraer.

SikkerhedsBranchen har i årevis arbejdet for indførelse af sådanne krav. Med varierende styrke har forskellige partier tilsluttet sig ønsket. Ikke kun i medieudtalelser, men også mere forpligtende i form af ændringsforslag til tv-overvågningsloven, når den var til behandling i Folketinget. Det var i disse situationer under VK-regeringen, og ændringsforslagene om mere kontrol med tv-overvågning kom fra oppositionen og blev afvist. Med skiftet til S-SFR- regeringen blev der faktisk flertal for de forslag, de tidligere havde fremsat, men trods pres fra blandt andet SikkerhedsBranchen er forslagene ikke blevet genfremsat.

Se og Hør-sagen kan måske ændre den situation, fordi den viser, at egenkontrol ikke dur alle steder, og at kreativiteten hos dem, der vil misbruge systemerne, er forrygende.

Mistro til overvågning bredt rammer også tv-overvågning, alene fordi det hedder noget med ”overvågning,” hvad der gør branchens idé om at erstatte ”overvågningskamera” med ”sikkerhedskamera” særdeles relevant.

Alle undersøgelser viser stor opbakning i befolkningen til tv-overvågning, men nogle er af princip imod tv-overvågning og vil benytte enhver mulighed for at bringe det i miskredit. Et godt eksempel er den københavnske avis, der tidligere i år bragte en artikelserie om overvågning, altså den elektroniske via telefoner, dankort og internettet, og som fast illustration til alle artikler i serien havde en grå silhuet af et overvågningskamera, selv om ingen af artiklerne handlede om tv-overvågning eller bare nævnte det.

Den digitale overvågning, artiklerne handlede om, er den rigtige ”big brother” i dag, men når man får oplevelsen af at være overvåget, for eksempel når reklamerne på de internetsider, man besøger, ændrer sig efter hvad man plejer at søge på, er det nemmere at rette sin irritation mod et kamera end mod et stykke software på internettet.

De der arbejder seriøst med tv-overvågning, skal ikke være bange for nye restriktioner i hælene på Se og Hørsagen. Arbejdet kan blive en smule besværligere af nye regler, men de, der har overholdt reglerne, vil kunne leve med, hvad der kommer, og de vil leve bedre, fordi de useriøse får en besværligere tilværelse.

En detalje i de to folketingsudvalgs fælles beretning er overset, men den kan få stor betydning for holdningerne hos beslutningstagerne og i befolkningen. De to udvalg er enige om at opfordre regeringen til at lave en årlig redegørelse for datasikkerheden, som skal debatteres i Folketinget. Det er et initiativ, som vil kunne holde fokus på datasikkerhed, så ingen slapper af, når Se og Hør-sagen er nogle år gammel. Den gode debat forudsætter en redegørelse med konkrete sager fra blandt andet Datatilsynets arbejde. Regeringen synes måske, det bliver omstændeligt og dyrt, men den konstante debat er nødvendig, fordi holdningerne er vigtige. Se og Hør-sagen kom jo, selv om love og regler burde have forhindret den.”

Direktør Kasper Skov-Mikkelsens leder i avisen SecurityUser. Hele avisen kan downloades her: https://www.securityuser.com/dk/emails/securityuser-dk_digital_1411.html