Bedre sikring mod røverier er en af de væsentligste årsager til, at det samlede antal røverier ifølge tal fra Danmarks Statistik er faldet med 60 procent – fra 3.372 i 2010 til 2.005 sidste år. Røverier mod pengeinstitutter er blevet decimeret i perioden til 14 mod 99 fem år tidligere, men også antallet af røverier mod tankstationer er faldet betragteligt, nemlig fra 179 i 2010 til 40 i 2015. Årsagen er primært bedre sikring af kontanter. Også antallet af røverier mod detailbutikker har oplevet en mærkbar nedgang – fra 825 til 529 eller 36 procent.
- ”Baggrunden for de færre røverier er helt klart den bedre sikring. Vi ved fra bl.a. pengeinstitutterne, at færre filialer med kontanter og tidsforsinkelser på åbning af kasser og andre sikkerhedsforanstaltninger som bl.a. videoovervågning har frataget de fleste røvere lysten til at forsøge sig. Når tankstationerne tilsvarende har øget sikkerheden med bl.a. SafePay, hvor kontanter anbringes direkte i en sikker enhed og returbetaling også kommer direkte fra samme enhed betyder det, at adgangen til pengene er umulig, siger sikringsvirksomheden Gunnebo Risk Managements sikkerhedsekspert John Ravn.
De menneskelige omkostninger
John Ravn fremhæver, at det væsentligste ved røverierne ikke så meget er pengene – de røvede penge repræsenterer sjældent større beløb – men derimod de psykiske og også nogle gange fysiske følger af røverierne.
- For mange mennesker vil et røveri være en voldsom oplevelse, der kan give psykiske følger eller ligefrem varige mén. Det er også baggrunden for, at et stigende antal butikskæder og tankstationer sikrer deres værdier, så potentielle røvere ikke lader sig friste. Alene det at informere om, at ”der ikke er noget at hente” med plakater ved butikken holder mange væk. Og røverne kan ved selvsyn se, hvorledes der holdes øje med dem på overvågningskameraer, ligesom SafePay kasserne er meget synlige, konstaterer John Ravn.
I Sydøstjyllands politikreds var der i 2014 ikke et eneste røveri mod en tankstation – mod 15 fem år tidligere. Det tilskrives primært den bedre sikring.
Detailhandelen skal med
Sikkerhedseksperten mener, at detailkæderne skal være endnu mere opmærksomme på risikoen ved røverier. Det er en kendt sag, at de kriminelle følger udviklingen i sikring af værdier i banker, butikker og på tankstationer nøje.
- Derfor er de også hurtige til at finde ”det svageste led” i de filialer og butikker, der skal betjene forbrugerne. Røverier er en brutal form for kriminalitet, hvor ofrene bliver truet på liv og førlighed og derfor er det vigtigt for butikkerne at gøre alt, hvad de kan for at forhindre, at de giver anledning til disse røverier. Ud over at sikre butikkerne med SafePay, videoovervågning, tidslåse og andre sikkerhedsløsninger, er det også en god ide at træne personalet i at håndtere farlige situationer som f.eks. et røveri, slutter John Ravn, Gunnebo Risk Managements sikkerhedsekspert.