05-10-2017

Rigspolitiet lægger hus til styrket Interpol-indsats mod overgreb på børn

Rigspolitiet lægger i disse dage hus til DevOps. DevOps er et internationalt såkaldt hackathon, hvor 20 af de dygtigste it-eksperter fra 10 lande mødes og forsøger at udvikle nye eller bedre efterforskningsværktøjer. I sidste ende skal værktøjerne sikre politiet de bedste beviser i sager om overgreb på børn.

”I alle lande er der politiafdelinger med udviklere, der har de samme udfordringer som os”, påpeger Flemming Kjærside, der er politikommissær i NC3’s afsnit for cyberrelaterede seksualforbrydelser.

”DevOps er et forum, hvor vi samler ressourcerne og giver de skarpe it-kompetencer mulighed for at mødes og udveksle erfaringer, tanker og ideer. Vi er meget stolte over at lægge hus til, og det er imponerende, hvad deltagerne er kommet frem til allerede.”

Unik mulighed for videndeling og samskabelse

Deltagerne til DevOps er i Danmark fra mandag til fredag i denne uge, og det er første gang at landene er samlet i dette format. Men nok ikke sidste.

Jonas Seider, der er criminal intelligence officer i Interpols afdeling Crimes against Children og en af initiativtagerne til dette hackathon, siger:

”Vi håber, at det bliver et tilbagevendende arrangement, hvor de deltagende lande skiftes til at være værter. Det er så værdifuldt at mødes på denne måde. På dag ét identificerede vi en række problemstillinger, og nu skaber vi løsninger. Konkret sidder vi og udvikler på fire værktøjer, der i sidste ende skal forbedre efterforskningen af overgreb på børn”.

Stigning i distribution af materiale

Distributionen af materiale, der indeholder seksuelle overgreb på børn, er ifølge Interpol steget eksplosivt med internettets og andre teknologiers udbredelse. Gerningsmænd kan nu tilgå, dele og handle med materiale, både live og optaget, i hele verden fra deres hjemmecomputer.

”Internettet har ingen grænser, og alle, der arbejder med den her form for kriminalitet, vil gøre, hvad de kan for at hjælpe de børn – uanset hvilket land, det foregår i. Derfor giver det enormt god mening med dette projekt, der netop skaber et forum for et styrket samarbejde og efterforskningsarbejde på tværs af grænser”, siger Flemming Kjærside.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk