26-08-2019

Ressourcemangel er et kolossalt problem i politiet

TV2s udsendelse viste ifølge Politiforbundet, at der efterhånden prioriteres så hårdt og i forhold til voldsomme sager, at det nærmer sig det uacceptable. Foto: Rigspolitiet.

Det er hverken manglende professionalisme eller dygtighed, som præger de 11.000 danske politifolk. De skal løbe stadig hurtigere og står med stadig hårdere prioriteringer. De er faktisk enormt frustrerede over, at de ikke har tiden til faglighed og til at udøve den service og professionalisme, de gerne vil. Det siger Politiforbundets formand Claus Oxfeldt efter en TV2-udsendelse, hvor der igen blev sat fokus på manglen på betjente.

Politiforbundets kommentar retter sig i følge forbundsformanden på ingen måde mod indholdet af udsendelsen, som desværre er endnu et bevis blandt stadig flere på, at politiet er hårdt ramt af ressourcemangel.

Udsendelsen viser således, at der efterhånden prioriteres så hårdt og i forhold til voldsomme sager, at det nærmer sig det uacceptable.

- Den del af udsendelsen har jeg intet at indvende mod. Det er desværre et stadig mere tydeligt vilkår for en politistyrke, som er blandt de mindste i Europa i forhold til antallet af borgere. Vi kan ikke hente vikarer ind, samt er presset fra alle sider, og som tilmed skubber en enorm pukkel af overarbejdstimer foran sig. Det viser Arbejdstilsynets påbud i Sydsjælland også med al tydelighed, siger forbundsformand Claus Oxfeldt.

- Det er derfor, vi skal have en langsigtet plan for udvidelse af politistyrken, fastslår han.

Forbundsformand Claus Oxfeldt mener, at ressourcemanglen i politiet har store konsekvenser

Vi er professionelle og frustrerede

Forbundsformandens bekymring omkring udsendelsen går på to planer.

- Et er, at den efterlader en bismag af manglende professionalisme hos de politifolk, som arbejder med sagerne. Det er hverken manglende professionalisme eller dygtighed, som præger de 11.000 danske politifolk. De skal løbe stadig hurtigere og står med stadig hårdere prioriteringer. De er faktisk enormt frustrerede over, at de ikke har tiden til faglighed og til at udøve den service og professionalisme, de gerne vil. De er ramt af et system som må brandslukke, som må lappe, som må følge efter politiske særindsatser og måltal og konsulentrapporter, siger Claus Oxfeldt.

En anden bekymring omkring udsendelsen skal findes i optakten.

Her blev en tillidsmand interviewet, og måtte efterfølgende sende et klagebrev til TV2 inden udsendelsen fordi han følte at han blev trukket ind i en sammenhæng, som han ikke havde udtalt sig om. Nemlig omkring selve efterforskningen af Emilie Meng sagen.

- Vi passer godt på vore tillidsfolk. De er simpelthen limen og livslinen for arbejdspladserne under politiets nuværende krise. Derfor var vi også ude og kritisere udsendelsen. Vi skal passe på hinanden i politiet, siger Claus Oxfeldt.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk