19-12-2016

Regeringen vil fjerne krav til videoovervågning: Taxichauffører frygter flere overfald

Regeringen vil fjerne krav om videokameraer i alle taxier. Det skaber frygt for flere overfald på chaufførerne, og det kan også være skidt for kunderne. Det skriver Avisen.dk
Der kan komme flere overfald på taxichauffører, hvis regeringen får gennemført et forslag om, at der ikke længere skal være video-overvågning i alle taxier.

Det frygter blandt andre fagforeningen for taxichauffører 3F Transport. Reaktionen kommer efter, at regeringen tidligere i dag fremlagde et forslag til en ny taxilov.

- Vi bliver bekymret, når man taler om at fjerne krav til video-overvågning. Overvågningen betyder meget for chaufførernes sikkerhed, siger formand for 3F Transport, Jan Villadsen, til Avisen.dk.

Han fortæller, at et krav siden 2012 om videokameraer i alle taxier har gjort en stor forskel.

- Videokameraerne har helt klart dæmpet vold og trusler mod chaufførerne. Altså færre overfald. Og det dæmmer også op for ubehagelige chauffører, siger Jan Villadsen.

En undersøgelse udført for Transportministeriet har vist, at på trods af video-kameraers afskrækkende virkning så bliver mange chauffører udsat for voldsomme ting på jobbet:

Hver femte taxichauffør blev i 2014 udsat for grov vold. Fire ud af fem taxichauffører blev udsat for trusler i samme periode.

Regeringens forslag går ud på at sløjfe kravet om video-overvågning i taxier, som kører bestilte ture. Kun i de tilfælde hvor en taxi bliver prajet direkte på gaden, skal der være video-overvågning.

Kilde: Avisen.dk

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk