04-02-2017

Røde Kors: Nordafrikanske børn sætter asylsystemet skakmat

Det danske asylsystem er efterhånden så presset af en gruppe omrejsende nordafrikanske unge, at organisationen Røde Kors forsøger at gøre opmærksom på, hvor store udfordringer den nordafrikanske gruppe reelt medfører. Det skriver sn.dk

Røde Kors driver en lang række asylcentre, blandt andet Center Sandholm ved Allerød. Centret huser de nordafrikanske drenge i 16-17-årsalderen.

Siden begyndelsen af 2015 har centret registreret cirka 780 drenge fra blandt andet Marokko, Algeriet og Libyen.

Og siden sensommeren 2016 er det daglige gennemsnit af nordafrikanske drenge gået fra godt 10 til op mod 40 drenge. Det oplyser Center Sandholm.

- Problemerne de seneste måneder er vokset i takt med det stigende antal, siger funktionsleder i Røde Kors Jannich Bisp, chef for afdelingen for uledsagede unge (UMI), til Berlingske.

- De fleste tager stoffer, som de finansierer med kriminalitet som butikstyveri og indbrud, mens nogle få ernærer sig ved prostitution.

- Havde det været danske drenge, var de for længst kommet på institution. Dette er en gruppe, som står helt ved siden af dem, vi kender, og som sætter systemet skakmat, siger han.

I 2009 registrerede Røde Kors de første unge nordafrikanere i asylsystemet. Gruppen er sporadisk blevet omtalt i medierne i 2016. Men drengene volder nu så store problemer, at Jannich Bisp opfordrer til, at nogen tager ansvar for drengene.

- Vi er nødt til at gøre opmærksom på, at vi står med denne gruppe meget sårbare unge, siger han til Berlingske.

Drengene på den særlige afdeling for såkaldt uledsagede mindreårige lever ofte et liv præget af stofmisbrug, kriminalitet og vold.

Kilde: Berlingske


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk