Et mørkt, forladt hus – ingen lys hverken ude eller inde, der er totalt ryddet op og indkørslen er gabende tom. Postkassen ser ud til kunne eksplodere hvert øjeblik, så fyldt er den. Scenen er sat til det perfekte indbrud.
-Man kan godt sige, at indbrudstyve er professionelle på deres felt. De ved udmærket godt, hvad de skal holde øje med - og et hjem, der oser af at være forladt, er lige til at gå til. Derfor handler det om, at hjemmet ser beboet ud, og at man i nabolaget står sammen om at holde et vågent øje med kvarteret, siger vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi.
Politiet har en række gode råd til, hvordan man kan sikre sit hjem mod indbrud:
Gem værdifulde ting væk, så de ikke er synlige fra vinduerne
Få naboerne til at holde øje med dit hus, sætte en bil i indkørslen, tømme postkassen og bruge din skraldespand. Foreslå naboen at gå ture ved dit hus – og har det sneet, må de gerne traske godt med fodspor hen til huset døre, garage, carport osv.
Lad lys, radio og tv stå tændt. Brug et tænd/sluk ur eller en anden timerfunktion, gerne så det slukker og tænder på forskellige tidspunkter. Slå ringeklokken fra.
Lad være med at rydde op. Lad opvasken stå, vasketøjet hænge, sengene være uredte og legetøjet flyde på gulvet. Lidt rod får det til at se ud som om, der er nogen hjemme.
Sæt bevægelsessensorer på din udendørsbelysning, så lyset automatisk tænder, hvis en ubuden gæst lister sin ind på grunden.
-Det lyder måske som simple råd, men de er faktisk ret effektive. En god ide er også at hilse på folk i kvarteret, som man ikke kender. Tyve bryder sig ikke om at blive genkendt. Når man hilser på tyven, er han blevet set, og så er der risiko for, at han kan blive genkendt. Sådan en oplevelse kan få tyven til at forlade området, siger Jesper Pedersen.
Det er også en rigtig god ide, at forsyne hjemmet med gode låse og tyverisikrede vinduer. Mange vinduer har udvendige glaslister, der er sømmet fast med små søm. De er meget nemme at fjerne. Ruden kan derefter løftes ud – og så har tyven fri adgang. Derfor er det en god ide at skifte sømmene i glaslisterne ud med tyverisikrede skruer.
Har du været udsat for indbrud
Hvis du kommer hjem til et hus, der har været ramt af indbrud, så er det vigtigt, at du ikke røre ved noget, så politiet har mulighed for at sikre spor – fingeraftryk, DNA spor, fodaftryk – som kan være med til at finde frem til gerningsmanden.
Hvis du opdager, der har været indbrud, så ring 114. Er tyven stadig i huset eller lige i nærheden, så ring 112.
Syng tyven væk
(Melodi: ”Højt fra træets grønne top”)
Komponist E. Horneman
Tekst: Fyns Politi
Når du rejser fra dit hjem
Syn’s vi du skal huske
Tyven han kan være slem
Elsker højt at luske
Derfor synes vi, du bør
Sikre hjemmet før du kør
Råd vi gi’r dig gerne
Her er sagens kerne
Tænd og sluk ur, tegn på liv
kan vi anbefale
Vasketøj hængt på stativ
midt i et lokale
Yndlingsting skal gemmes væk
Husk, at tyven han er fræk
Kigger alle vegne
Dermed kan du regne
Nabohjælp er godt fordi
Tyven han bliver bange
Han vil krybe helt i hi
Hvis I nu er mange
Der et vågent øje har
Naboer vær juleklar
Gør det til ære
Nabohjælp at være





























