02-12-2017

Politioperation Julelys

Tyve er særligt aktive mellem kl. 11 og 16 og igen fra 18.30 til 20.30.

Selv om boligindbrud er faldet med 20 procent på Vestegnen i årets tre første kvartaler i forhold til samme periode sidste år, triller Københavns Vestegns Politis lokalbetjente nu ud med råd i kampen mod juleindbrud. Budskabet er: Tænd lys! – det skræmmer tyven væk.

- Der er god grund til glæde, når 440 familier færre end i fjor har undgået den ubehagelige oplevelse, et indbrud i hjemmet er. Men hvis den gode udvikling skal fortsætte, skal vi alle fortsætte med at gøre det svært for tyveknægte – særligt her i juletiden, siger politidirektør Kim Christiansen.

Juletid er desværre også indbrudstid, fordi tyve foretrækker at arbejde i ly af den mørke årstid. Lys, trængsel og alarm skræmmer juletyven væk – derfor er budskabet fra politiets ’Operation Julelys’: Tænd lys!

- Lys skræmmer tyven væk, for så kan han ikke arbejde uset. Sørg for lys udenfor omkring boligen og indenfor – helst i alle rum. Simple tænd/sluk-ure, som tænder lys i mørket, kan få tyven til at gå uden om din bolig, siger indbrudsekspert Bent Nikolajsen fra Københavns Vestegns Politi.

Tilmeld dig Nabohjælp – og ring ved unormal aktivitet

Tyve er særligt aktive mellem kl. 11 og 16 og igen fra 18.30 til 20.30 – men Nabohjælp forebygger indbrud:

- Det skræmmer tyven, når naboer går sammen, er opmærksomme i området og hjælper hinanden, siger Bent Nikolajsen.

I Danmark er over 240.000 nu tilmeldt Nabohjælp – deraf 16.000 på Vestegnen. Du kan tilmelde dig og læse mere på www.nabohjælp.dk

- Årvågne borgere gør livet rigtig surt for tyveknægten. Vær derfor opmærksom på unormal aktivitet i dit boligområde – det kan f.eks. være personer, som lusker søgende rundt uden ærinde, eller ukendte køretøjer, som kommer på mærkelige tidspunkter, siger han.

Ring Alarm 1-1-2, hvis du mener, et indbrud er i gang, og ellers 114 med tips og oplysninger.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen
Luk