17-02-2017

Overvågning på skole har effekt

Videovervågning ved Kjellerup Skole har både en opklarende og præventiv effekt, mener skoleleder.
De kriminelle er begyndt at gå udenom Kjellerup Skole, skriver Midtjyllands Avis.

For to-tre år siden var skolen så hårdt plaget af hærværk og indbrud, at man var nødsaget til at hyre et vagtfirma. Ifølge skoleleder Evan Thorhauge er kriminaliteten på og i skolens bygninger faldet siden.

-For et par år siden afprøvede vi sammen med et vagtfirma at sætte video-overvågning op. Det viste sig at have en god effekt i forhold til forebyggelse og i forhold til opklaringsarbejdet, når der var sket noget, siger han.

Skolen har sammen med risiko-afdelingen og afdelingen Ejendomme i Silkeborg Kommune valgt at sætte video-overvågning op permanent forskellige steder på skolen. Der er sat skilte op som advarsel, hvilket også er lovpligtigt, skriver Midtjyllands Avis.

-Vi har helt klart oplevet, at der er sket mindre. Det er selvfølgelig svært at sige 100 procent, at det er overvågningens skyld alene. Kriminaliteten kan jo komme i bølger.

-Men vi har også nogle gange haft god hjælp i forbindelse med opklaringen i og med, at man har kunnet se optagelserne igennem, siger han.

I de tilfælde, hvor der har været kriminalitet på skolen i de sidste par år, har det oftest vist sig, at være folk udefra, der ikke har haft noget med skolen at gøre.

I tilfælde af kriminalitet kan skolen bede om at få set optagelserne igennem, hvilket foregår i et samarbejde med vagtselskabet.

Kilde: Midtjyllands Avis

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk