15-08-2016

Overraskende resultater i omfattende undersøgelse om kameraovervågning

I en ny undersøgelse af kameraovervågning forskellige steder i Cincinnati har forskere forsøgt at finde ud af, hvorvidt sikkerhedskameraernes effektivitet påvirkes af faktorer som forskellige tider på døgnet, forskellige miljøer, og hvor meget kriminalitet, der var på stedet fra begyndelsen. Flere af resultaterne var overraskende.

Undersøgelsen blev gennemført af forskere ved University of Cincinnati og er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Justice Quarterly. Undersøgelsen viser, at kameraovervågning havde en signifikant effekt i boligområder om natten og i weekender. Om dagen var effekten betydeligt større i bymidter end i boligområder.

Undersøgelsen så også på, om der skete en omfordeling af kriminaliteten til nærliggende områder, eller om der omvendt skete en spredning af positive kriminalitetsforebyggende effekter. Resultatet tyder på, at kameraovervågning, der fungerede i det pågældende område, også havde en tendens til at sprede de positive kriminalitetsforebyggende effekter til nærliggende områder.

Overraskende resultater

Undersøgelsen bød på nogle meget overraskende resultater. Kameraovervågningen havde for eksempel ingen signifikante effekter hvad angår biltyveri og tyveri fra bil – uanset stedet. Dette strider mod tidligere international forskning, hvor kameraovervågningen synes at have været mest effektiv mod køretøjsrelateret kriminalitet.

Hvad angår vold, røverier og indbrud i boligområder havde kameraovervågningen en signifikant effekt. I forbindelse med disse former for kriminalitet lader sikkerhedskameraerne dog til at være mere effektive, desto færre forbrydelser, som blev begået på stedet fra begyndelsen. Dette strider mod tidligere forskning. En svensk rapport har for eksempel konstateret, at "kameraovervågning lader til at have størst mulighed for at bidrage til en reducering af kriminaliteten på steder og i områder, hvor kriminaliteten fra begyndelsen er høj".

Flere mulige forklaringer

Opsummerende skriver forskerne, at resultatet fra undersøgelsen indikerer, at sikkerhedskameraerne har haft en temmelig begrænset effekt. Under visse forhold var effekten signifikant, mens der under andre forhold ikke kunne måles nogen effekt.

Forskerne mener dog, at selv om der ikke kunne observeres nogen effekt under visse forhold, behøver det ikke at betyde, at kameraovervågning generelt har et dårligt potentiale under disse forhold. Det kan for eksempel skyldes dårlig brug af kameraerne, eller det faktum, at politiet i Cincinnati i første omgang bruger sikkerhedskameraer til opklaringsformål. Alternativt kunne det skyldes, at kameraovervågning gør borgerne mere tilbøjelige til at melde en forbrydelse, når de oplever, at kameraer giver politiet større mulighed for at opklare kriminalitet.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk