02-09-2019

Øget kameraovervågning i Malmø

Teknisk udvalg i Malmö har besluttet at investere tre mio. SEK i sikkerhedskameraer og bedre og kraftigere belysning.

Med baggrund i de seneste par års megen vold og skyderier i Malmø blev der sidste år installeret kameraovervågning på stederne Södervärn, Möllevången, Triangeln og Lilla Torg. Med en beslutning i sidste uge i byens tekniske udvalg bliver det muligt at installere flere sikkerhedskameraer. Først på ønskelisten står stederne Norra Grängesbergsgatan, Hermodsdal samt et antal kameraer på Lindängen.

I det forgangne år er al udendørsbelysning ændret i områder som Lindängen, Hermodsdal og Nydala. Svage pærer er erstattet med stærke pærer med et hvidere lys. Dette arbejde bliver udvidet til flere områder. Sidste uges afgørelse fra tekniske udvalg betyder en ekstraudgift på 3 mio. SEK til sikkerhedskameraer og belysning.

- Vi har flere eksempler på, at kameraer hjælper, både til opklaring a f forbrydelser, og at du bogstaveligt talt ved, at nogen ser dig. Stærkere belysning handler om, at det skal føles sikkert at bevæge sig rundt i byen. Den beslutning, vi har taget, er meget vigtig for mange Malmø-borgere, siger Andreas Schönström (S), formand for det tekniske udvalg.

- Alle Malmø-borgere skal kunne føle sig trygge. Liberalerna gik til valg med løfter om øget belysning og forbedret kameraovervågning, og vi synes, dette er et skridt i den rigtige retning. Kameraer forhindrer kriminalitet, ligesom de ofte er en vigtig del af bevismaterialet. Med dagens beslutning forsvarer vi alle Malmø-borgeres frihed til at færdes og leve i vores by, siger Håkan Linné fra partiet Liberalerne og næstformand for Teknisk udvalg.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk