05-11-2017

Nu flytter de indsatte ind i det nye statsfængsel

Storstrøm Fængsel har nu fået sine første bebeoere.

De første indsatte er nu ved at flytte ind i Storstrøm Fængsel på Falster, oplyser Kriminalforsorgen, og siger, indflytningen vil ske stille og roligt, indtil alle 250 indsatte er på plads.

De indsatte får hver en celle på 12 kvadratmeter, som er indrettet med en seng, to skabe, et køleskab, et fjernsyn, et bord, en stol og en lille reol. Fængslet er bygget op som en lille landsby, hvor fire til syv celler sammen har adgang til opholdsareal, fælleskøkken og forskellige aktiviteter.

Samtidig består fængslet af bygninger med kantede facader og knækkede tagrygge, som giver et klassisk landsbyudtryk. Omgivelserne er pæne og ordentlige, fordi Kriminalforsorgen mener, at det styrker de indsattes mulighed for at komme til at fungere i samfundet igen.

- Alle forskningsresultater viser, at dét at behandle mennesker dårligt, får man ikke bedre resultater af. De mennesker skal jo tilbage i samfundet på et tidspunkt, og hvis vi behandler dem som dyr, så bliver de til dyr, og så bliver det noget rigtig skidt at få dem lukket ud i samfundet igen, sagde institutionschef og fængselsansvarlig Michael Gjørup til TV ØST, da fængslet blev indviet i slutningen af september.

Stor fokus på sikkerhed

Det store fængsel på Falster har taget fem år at bygge, og det består af intet mindre end 1.140.000 mursten. Det rummer også en besøgsafdeling, tre besøgslejligheder og en legeplads for at støtte de indsattes forhold til deres familier på den anden side af murene.

Men der er selvfølgelig også fokus på sikkerhed i det nye fængsel. De indsatte bliver overvåget af et avanceret sikkerheds- og alarmsystem med cirka 300 kameraer.

Det er omkredset af en mere end en kilometer lang og seks meter høj ringmur, der er helikoptersikring, lukket gårdtursanlæg og mulighed for at dele de indsatte op.

Fængslet har også plads til op mod 220 ansatte, både fængselsbetjente, socialrådgivere, skolelærere og værkmestre.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk