18-09-2012

Nødvendigt med en national handlingsplan

Det går den rigtige vej med hensyn til at få nedbragt antallet af personer, der omkommer som følge af en brand. Men det er nødvendigt at lave en national handlingsplan for at få tallet endnu længere ned. Det mener direktør i SikkerhedsBranchen Kasper Skov-Mikkelsen i sin leder i det nye nummer af avisen SecurityuUser, som er på gaden i denne uge.
"Udviklingen i antallet af branddøde begynder at ligne en succeshistorie, selv om det er lidt svært ligefrem at juble over det. At færre dør i brand gør jo ikke tragedien mindre for dem, der stadig rammes", siger Kasper Skov-Mikkelsen.

"Men lad os glædes over de færre tragedier. Sidste år omkom 64. Gennemsnittet for årene 2001-2011 var 77,7, og det foreløbige tal for de første seks måneder i år blev 31, hvad der giver anledning til optimisme for årets samlede tal, selv om man skal understrege, at det netop er et foreløbigt tal, men erfaringen er, at det er ret præcist.

Da en række private og offentlige organisationer stiftede BrandBevægelsen, satte det nye samarbejde som mål, at antallet af døde og kvæstede i brand skulle reduceres med 25 procent i tiåret 2005-2015. Min organisation var en af stifterne, og jeg husker, at flere var bekymrede for, om målet var urealistisk højt sat. Nu tror jeg, det nås før 2015, og reaktionen på det må være, at så flytter vi målet. Vi kan ikke være ambitiøse nok.

Røgalarmer
Der er flere grunde til, at antallet af døde falder. To nærliggende er bygningsregler og udbredelsen af røgalarmer. Vore boliger har takket være den passive brandsikring, der er tænkt ind i byggeriet, i dag så høj en standard, at en dødsbrand normalt kun kræver ét offer. Er det en brand i en lejlighed, breder branden sig normalt ikke til andre lejligheder, inden brandvæsenet når frem. Ofte kommer branden ikke udenfor det rum, hvor den starter. Der er flere år mellem brande med 4-5-6 omkomne.

Røgalarmer bliver stadig mere udbredte i boligerne, hvor langt de fleste dødsfald ved brand sker. Her har BrandBevægelsen gjort meget for at få antallet af alarmer op hos de ældre, som er særligt udsatte. Det er lykkedes, og nu ser vi resultaterne.

En tredje forklaring er indførelsen af selvslukkende cigaretter. De blev indført i Danmark i løbet af 2011 og vil derfor først rigtigt kunne ses i statistikken i år. Hvis vi for alvor skal have antallet af branddøde ned – og det skal vi! – skal det offentlige være meget mere aktivt end i dag. Der gøres en stor indsats centralt i først og fremmest Beredskabsstyrelsen, og decentralt ude i de enkelte kommuners beredskaber, men vi mangler en officiel tilkendegivelse fra Folketing og regering.

Vi skal stille krav
Den bør komme, når Folketinget sidst på året skal lave en ny beredskabsaftale. BrandBevægelsen foreslår, at der som et punkt i forliget bliver nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med forslag til en national handlingsplan for nedsættelse af antallet af branddøde. Problemet er for stort til at ignorere. Vi har i BrandBevægelsen sammenlignet sagen med det årelange slid for at få antallet af trafikdræbte reduceret. I runde tal omkom der for 40 år siden 1000-1200 i trafikken om året, nu er det 200, og her er ambitionen, at få tallet endnu længere ned. For år tilbage kunne de to ting ikke sammenlignes. Det kan de nu. Vi kan også sammenligne antallet af branddøde med antallet af døde i arbejdsulykker, hvor det sidste tal er langt lavere – og hvor politikerne alligevel har fundet det nødvendigt at lave en handlingsplan for at få tallet længere ned.

Det er nødvendigt at lave en national handlingsplan for nedbringelse af branddødeligheden, og det er nødvendigt som et led i den at tage et opgør med den overforsigtighed, der er over for at stille krav til borgerne. Når man kan tvinge bilisterne til at bruge sikkerhedssele, kan man også stille krav om røgalarmer i boliger. Man skal skærpe kravene til nybyggede boliger (i dag skal der kun være én alarm pr. bolig, også selv om den er i flere etager!) og samtidig indføre nogle krav for eksisterende boliger. Det nyeste bygningsreglement har forladt princippet om, at man kunne ændre sin bolig efter det bygningsreglement, den oprindelig var opført efter. Nu gælder nyeste regler hver gang man ændrer noget. Det er en stor skærpelse i forhold til tidligere, men argumentationen er, at samfundet vil have energiforbruget ned. Vil vi ikke også have antallet af branddøde ned?" spørger Kasper Skov-Mikkelsen.

Et gratis abonnement på avisen SecurityUser kan får ved henvendelse til redaktionen:

jonny.sjoberg@armedia.se

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk