13-03-2017

Mange anmelder forsøg på IT-kriminalitet

Rigtige mænd tager ikke backup – men de græder! Sådan lyder en talemåde, som i denne tid igen er meget aktuel. Politiet modtager nemlig i disse dage mange anmeldelser fra borgere, der har modtaget ukendte e-mails i deres indbakke. Fælles for mailene er, at de alle ser ud til at være kvitteringer for en ordre, og der er vedhæftet et link, hvor modtageren kan se bestillingen.
Ved at klikke på linket downloader man imidlertid en virus, der straks går i gang med at kryptere indholdet på computeren. Det er blandt andet fotos, office-dokumenter, pdf-filer osv., der bliver påvirket. Og krypteringen betyder, at filerne ikke længere kan ses.

Gerningsmanden vil herefter bede om en løsesum for at udlevere en kode, der kan låse filerne op igen.

- Mange er heldigvis vågne og tager deres forholdsregler. Såvel på internettet som i den ”analoge” verden kan borgerne beskytte sig ved at tage nogle få, simple forholdsregler og udvise sund fornuft og omtanke. Vi låser døren til vores hjem og er skeptiske, når noget lyder for godt til at være sandt. Så i den digitale verden er det også bedre at forebygge end at helbrede, siger specialkonsulent Christian Østergård fra politikredsens kriminalpræventive sekretariat.

SLET SLET SLET
- Åbn aldrig ukendte mails og dobbelttjek altid vedhæftede filer, da de kan være sendt med henblik på at hacke sig adgang til dine personlige oplysninger. Så de gode råd er: SLET, SLET, SLET, tilføjer Christian Østergård.

Backup er din redning!
- Det kan ikke siges ofte nok! Backup er det første, sidste og ikke mindst eneste effektive forsvar mod den type skadelige software hos private og virksomheder. Og det skal vel at mærke være en såkaldt offline backup, hvor dataene er på en ekstern harddisk eller lignende, da en backup på nettet for eksempel også kan være krypteret, siger IT-ingeniør Michael Nielsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Gode råd
Klik aldrig på en SMS eller en e-mail, som du ikke har bedt om eller ikke kender til – med mindre du kender afsenderen.
Vær opmærksom på, om mailen ser troværdig ud, og om der for eksempel optræder stavefejl i teksten.
Tjek eventuelle links, der måtte optræde i mailen, før du klikker på dem.
Del aldrig dine passwords, pinkoder eller andre personfølsomme oplysninger med andre.
Hav altid backup af dine data.
Invester i et godt antivirusprogram.
Benyt stærke passwords med både tal, bogstaver m.m. og skift ofte passwords..

Er uheldet ude…
Indholdet på computeren er med al sandsynlighed spærret permanent, hvis man bliver udsat for den type virusangreb. Man kan være heldig at modtage en kode, der låser op, hvis man betaler, men politiet fraråder i alle tilfælde, at man betaler en løsesum. Der er nemlig absolut ingen garanti for, at problemet løses, da det er kriminelle, man har med at gøre.

Fakta
Ransomware er en form for virus, der gør skade på den inficerede computer ved at kryptere og dermed spærre brugerens data. Herefter modtager offeret en meddelelse om, at vedkommende kun kan få sine data frigjort, hvis vedkommende betaler en løsesum (løsesum = ransom).

Kilde: Politiet


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk