28-03-2017

Langt flere indbrud end først antaget

Selvom de officielle tal for indbrud i Danmark skulle menes at være høje nok, er alle aktører på området rørende enige om, at der også er rigtig mange indbrud, der aldrig bliver anmeldt. Ingen har dog kunne komme med et klart bud på, hvor store mørketallene er, men en ny rapport lavet for Det Kriminalpræventive Råd drister sig nu til et estimat – og det viser, at kun 60 procent af alle indbrud i private hjem bliver politianmeldt.
Alene ved at sammenligne politiets og forsikringsselskabernes statistikker kan man se, at det ikke er alle, der anmelder indbrud. Mange danskere har svært ved at se formålet med at anmelde et indbrud til politiet, fordi opklaringsprocenten alligevel er lav. Andre har simpelthen ikke en indboforsikring og er derfor ikke motiveret til at anmelde indbruddet, mens atter andre ikke får stjålet for særligt store værdier og derfor lader sagen ligge.

En ny rapport om det danske hælermarked, der er udarbejdet af Center for Kriminalitetsanalyse for Det Kriminalpræventive Råd, kommer med et opsigtsvækkende bud på størrelsen af mørketallene. Kun 60 procent af alle indbrud i private hjem bliver anmeldt, estimerer rapporten. Med knap 32.000 anmeldte indbrud i private hjem i 2016 betyder det altså, at der skulle være begået over 21.000 indbrud, der aldrig blev anmeldt.

Estimatet for indbrud i erhverv tegner et endnu mere dystert billede. Her er rapporten nået frem til, at kun 45 procent af alle indbrud bliver anmeldt. Der blev anmeldt knap 15.000 indbrud i erhverv i 2016, og skal man tro rapporten, ”mangler” der altså over 18.000 indbrud i den statistik.

Tallene for privathjem mest troværdige
Rapportens estimater bygger på to meget forskellige kilder. Tallene for privathjem bygger på en tidligere offerundersøgelse med stor statistisk troværdighed, mens tallene for erhverv bygger på erfaringer fra udlandet. Tallene for erhverv er dermed mindre troværdige end tallene for privathjem, for der er en lang række faktorer, der spiller ind på hvor mange indbrud, der bliver anmeldt, som er forskellige fra land til land.

Der er dog ingen tvivl om, at det er et stort fremskridt for indbrudsbekæmpelse i Danmark, at vi nu har videnskabeligt underbyggede estimater for mørketallene. Forhåbentlig kan rapporten åbne politikernes øjne for nødvendigheden af en målrettet indsats for at nedbringe indbrudstallene, der altså er langt større, end vi troede.

Kilde: Avisen Security User

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk