24-02-2018

Langt færre indbrud i Sønderjylland

Der er i 2017 sket et stort fald i antallet af indbrud i private hjem i Syd- og Sønderjylland.

Der er i 2017 sket et stort fald i antallet af indbrud i private hjem i Syd- og Sønderjylland. Faldet er på 20 procent - fra 2530 indbrud til 2023. Det er det mest markante fald i mange år. Tallene fremgår af www.politistatistik.dk. Men lige syd for den dansk-tyske grænse er antallet af indbrud langt lavere end i Danmark. En mere effektiv politiindsats kan være en af forklaringerne.

Når det tager for lang tid at bryde vinduer og døre op, når hækken er så lav, at der er fri indsigt til huset, og når nysgerrige øjne hviler på mistænkelige forhold rundt i villakvartererne, er det meget sværere for indbrudstyvene at finde steder, hvor man uset kan bryde ind.

Samtidig er det opfattelsen hos politiet, at sønderjyderne er blevet meget bedre til at holde øje og underrette politiet, når de ser noget mistænkeligt. Det betyder, at adskillige indbrudstyve bliver taget på fersk gerning eller med friske spor. På den måde er der ofte en solid bevisbyrde, så tyvene kan dømmes og fængsles.

Desuden har politiet i landsdelen arbejdet målrettet med analyser af tyvenes metoder og arbejdsområder og sat patruljer ind der, hvor de til enhver tid er særligt aktive. Efterforskningen finder sted i specialiserede indbrudsgrupper, hvor man også følger de mere eller mindre professionelle indbrudstyve, der opererer i områderne. Det sker i et samarbejde med andre efterforskningsenheder rundt om i landet.

Der er også en del at arbejde med stadig. En undersøgelse, som Flensborg Avis lavede i efteråret 2017, viste, at der er omkring tre gange så mange indbrud i det sydlige Danmark i forhold til lige syd for grænsen.

En af de væsentligste årsager er, at det tyske politi opklarer langt flere indbrudssager.

Kilde: Flensborg Avis


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Tilbage til toppen
Luk