15-12-2016

Kriminaliteten er faldende – men der er en undtagelse

It-kriminaliteten er stigende. Foto: Freeimages.

It-kriminaliteten er stigende. Foto: Freeimages.

Det er måske ikke det indtryk, man får i medierne, men faktum er, at kriminaliteten i Danmark er generelt faldende. Indbrudstallene falder, der er mindre vold, færre røverier, mindre hærværk og så videre. Der er dog et enkelt område, der går stik imod resten: It-kriminalitet er et stigende problem, og i Politiets Strategiske Analyse 2016 advarer ordensmagten da også selv om, at danskerne må forberede sig på mere it-kriminalitet fremover. Det skriver avisen Security User.

"It-kriminalitet er tæt knyttet til den stigende digitalisering af samfundet, og der er en tendens til, at en større del af kriminaliteten fremover vil have et mere eller mindre markant it-aspekt. Denne tendens gør sig fortsat gældende – og i et stadig større omfang. Der er grund til at forvente, at blandt andet ransomware vil blive et større kriminalitetsproblem, og at kryptering vil fortsætte med at udgøre en udfordring for politiet." Sådan indleder politiet afsnittet om it-kriminalitet i analysen, der følger op på politiets første strategiske analyse fra efteråret 2015.

Næsten tredobling

Tallene bakker de dystre toner op. Fra 2014 til 2015 blev antallet af anmeldelser om databedrageri næsten tredoblet – fra 5.628 anmeldelser i 2014 til 15.399 anmeldelser i 2015. Dertil kommer, at der er store mørketal på området, fordi mange tilfælde aldrig anmeldes. Det påpeger politiet selv i analysen.

Sikre pengetransporter

I den samme periode faldt antallet af butikstyverier med 13 procent, antallet af indbrud faldt med knap 9 procent, mens antallet af røverier faldt med 16 procent. Især antallet af røverier mod pengetransporter er bemærkelsesværdigt – der var nemlig slet ingen i 2015. Den mest sandsynlige forklaring på den udvikling er, at værditransportbranchen har gjort et stort og målrettet arbejde for at sikre sig de seneste år, og den tendens går igen over hele linjen: De fysiske kriminalitetsformer, som der i dag findes effektive sikringsformer til at forebygge, falder alle, efterhånden som danskerne sikrer sig selv og deres virksomheder. Vores fysiske værdier bliver altså stadig mere sikre, mens vores digitale – som der samtidig bliver stadig flere af – stadig er en udfordring.


Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk