10-02-2012

Kommunalt sjusk med tv-overvågning

En på forhånd bebudet inspektion fra Datatilsynet i Greve Kommune for at tjekke den kommunale tv-overvågning. Datatilsynet havde anmeldt besøget mere end en måned i forvejen, men resultatet af inspektionen var alligevel nedslående, afslører SikkerhedsBranchen.
Inspektionen afslørede, at Greve Kommune ikke havde nogen sikkerhedsregler eller sikkerhedspolitik for sin tv-overvågning. Der var bare et ringbind med oplysninger om installationerne og hvilke personer, der har adgang til tv-overvågningsoptagelserne.

Der var også rod med reglen om, at optagelser højst må gemmes i 30 dage. Kommunen sagde, at alt slettes automatisk senest efter 30 dage, men kommunen havde faktisk aldrig tjekket, om det skete, og i den førnævnte mappe var der for visse kameraer angivet en arkiveringstid på 90 dage. Da Datatilsynet senere kom på besøg igen, fandt det optagelser, som var over 30 dage gamle, og altså blev gemt ulovligt.

Greve Kommune havde også undladt at informere om overvågningen på skolerne. Hverken børnene eller deres forældre havde fået den orientering, loven foreskriver. Kommunen har nu lovet bod og bedring.

En inspektion i Vallensbæk var lige så nedslående.

SikkerhedsBranchen spørger: Når de to kommuner i den grad overtræder loven – oven i købet efter et langt varsel forud for inspektionen – hvordan tror man så, forholdene er ude hos kiosker og andre små firmaer, der har tv-overvågning? Brancheforeningen efterlyser, at regeringspartierne gør alvor af deres bebudede lovforslag om ISO 9001-certificering af installatørerne af tv-overvågning.

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk