03-11-2014

Kommunale medarbejdere skal hjælpe politiet

Lokalpoliti Himmerland går nu sammen med Mariagerfjord, Rebild og Vesthimmerlands kommuner i et projekt, der skal forebygge indbrud og tricktyveri i lokalsamfundene. Tanken er at udnytte de mange sæt øjne, der konstant befinder sig på gader og stræder, idet mange kommunale medarbejdere er ansat i såkaldt udadvendte funktioner, hvor de færdes udenfor som en naturlig del af deres arbejde. Fx hjemmehjælpere, teknisk personale og sygeplejersker. Ideen er så, at disse medarbejdere skal agere øjne og ører for politiet, mens de passer deres arbejde - ved at melde mistænkelig adfærd til politiet.
”Vi ved, at risikoen for at blive opdaget, afskrækker indbrudstyvene, så et opmærksomt nærmiljø vil kunne bremse antallet af indbrud,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen, der er leder af Lokalpoliti Himmerland.

Frank Olsen understreger, at der på ingen måde er tale om, at man skal være snushane eller stikker eller selv gribe ind.

”Man skal blot bruge sine øjne og se efter afvigelser i normalbilledet, fx mistænkelige biler – og så skal man kontakte os.”

I kommunerne hilser man samarbejdet velkommen. Fx i Mariagerfjord Kommune.

Her forklarer fagchef for Sundhed og Ældre, Carsten Kaalbye, at kommunen har mange hjemmeplejere, der færdes ude hos de ældre.

”Det kan være med til at skabe tryghed og måske endda opklare en forbrydelse eller to, at vi har øjnene med os, når vi er hos de ældre – og orienterer politiet, hvis vi ser noget mistænkeligt,” siger Carsten Kaalbye.

”Kriminaliteten i Rebild Kommune er meget lav, og det skal den blive ved med at være. Vi ved, hvor meget det betyder for borgerne og for tilflyttere at bo et sted, hvor der er trygt at leve og færdes. Så vi hilser naturligvis samarbejdet velkommen og støtter op med "øjne i marken", siger kommunaldirektør Jes Lunde.

Lokalpoliti Himmerland kobler desuden moderne teknologi på projektet. Dansk politi har nemlig udviklet en politi-app, hvor alle borgere nemt og hurtigt kan tippe politiet i tekst og billeder.

”Vi vil gerne have så mange tip som muligt, også selvom det virker ubetydeligt. Selv en beskeden observation kan have central betydning for opklaringen af en sag,” siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

”Det er en god idé at koble tanken om flere vagtsomme øjne på gaden med den ny teknologi. Rigtig mange af vores medarbejde har jo en smartphone lige ved hånden, og så er det jo en nem måde at få tip sendt til politiet på,” siger Pia Munch Risgaard, afdelingschef for HR, Borgerservice og Kommune fra Vesthimmerlands Kommune.

Nordjyllands Politi og Mariagerfjord, Vesthimmerland og Rebild Kommuner opfordrer til, at medarbejderne – og alle borgere i øvrigt – er opmærksomme og bruger øjnene – og anvender politiets app.

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk