23-09-2017

IS dræber med droner købt i Danmark

Mennesker i Syrien og Irak er blevet slået ihjel med droner, der er købt i Danmark og sendt til Islamisk Stat via en dansk terrorist, der opholder sig i Tyrkiet. Det skriver Ekstra Bladet.

Det mener PET og Københavns Politi, der har varetægtsfængslet en 28-årig mand fra Brøndby, der ifølge sigtelsen har købt avanceret drone-udstyr i forretninger i København og Nordsjælland og overdraget udstyret i Tyrkiet til en 31-årig berygtet islamist, som har transporteret dronerne videre til Islamisk Stat.

IS har brugt dronerne i kamphandlinger, og derfor er de to formodede terrorister sigtet efter § 114 om medvirken til terror-handlinger, hvor der begås manddrab og grov vold. Den 28-årige nægter sig skyldig.

Også den 31-årige blev varetægtsfængslet ' in absentia' i dommervagten, så han nu kan efterlyses internationalt.

Han ved endnu ikke, at han er sigtet i sagen, og anklager Sidsel Jessen-Klixbüll fik derfor nedlagt navneforbud på den 31-årige, fordi anklagemyndigheden nu frygter for hans sikkerhed i Tyrkiet.

Ifølge sigtelsen har den 28-årige indkøbt blandt andet fem A3 styreenheder til droner, 12 propeller, software til flyvedata, seks tv-tunere, der kan transmittere live-video fra dronen, og seks FLIR-kameraer, der er infrarøde kameraer til brug i mørke.

Den 31-åriges rolle har ifølge sigtelsen været at instruere den 28-årige i, hvad han skulle købe i Danmark og sørge for transporten fra Tyrkiet til IS.

KIlde: Ekstra Bladet


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk