Ved opslag i politiets registre faldt interessen på en 45-årig mand, der boede i blokken, og som er kendt for tidligere at have begået indbrud. Politiet sendte efterforskere ud til adressen, hvor en kvinde åbnede døren og fik at vide, at politiet gerne ville se nærmere på, hvad der befandt sig inde i lejligheden. Og her fandt man alle tyvekosterne fra indbruddet på Højmarksvej - herunder MacBook'en. Den 45-årige befandt sig ikke selv i lejligheden, men det blev telefonisk aftalt, at han skulle henvende sig til politiet i Randers senere på dagen, hvilket han gjorde, hvorefter han blev anholdt.
- Det er et fantastisk godt eksempel på, hvad et godt samarbejde mellem borgere og politi kan føre til, siger politikommissær ved Efterforskning Randers Carsten Kousgaard.
Den 45-årige sigtes for i alt tre indbrud, da hans DNA også er fundet i forbindelse med to andre indbrud - et fra august 2016 på Hjulmagervej i Randers NV og et fra september 2016 på Tyttebærvej i Randers NV.
Han blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger.




























