22-08-2014

Højsæsonen for cykeltyverier er nu på sit højeste

Hver dag bliver der i gennemsnit stjålet 170 cykler. Størstedelen af tyverierne sker dog i august og september. Og faktisk stjæles de fleste cykler fra ens egen bopæl.
61.000. Så mange cykler blev ifølge Danmarks Statistik stjålet i 2013. Det er færre end de seneste år, men stadigvæk et meget højt tal, mener skadeleder Anette Strømgaard Ravn fra forsikringsselskabet Topdanmark i Ballerup-området.

"Vi kan håbe på, at antallet af cykeltyverier fortsætter nedad. Men 170 cykeltyverier om dagen er stadig alt for mange," siger Anette Strømgaard Ravn.

Det er især i disse måneder, der er gang i cykeltyverierne, viser Topdanmarks opgørelser. Eksempelvis anmeldte Topdanmarks kunder 540 cykeltyverier i april sidste år, mens tallet for august var 871.

Hvis man går og tror, at det er fra togstationer eller fra cykelstativet på skolen, de fleste cykler bliver stjålet, så viser Topdanmarks tal, at det er en skrøne.

"Generelt stjæles der lige så mange cykler fra folks bopæl som fra stationer og andre steder uden for bopælen. I fx København er to tredjedele af de anmeldelser, vi får om stjålne cykler, tilfælde, hvor cyklen er stjålet på ejerens bopæl," siger Jimmy Riberholdt.

Derfor opfordrer Anette Strømgaard Ravn til, at man sætter sin låste cykel i kælderen eller gården. Og bor man i hus og har garage, så sæt cyklen derind og lås den. Er der ikke mulighed for at sætte cyklen i garage eller cykelkælder, så lås den fast til fx en lygtepæl eller et cykelstativ.

Sådan kan du snyde cykeltyven
§ Gør det svært for tyven. Lås cyklen med en fastmonteret forsikringsgodkendt lås samt en
kædelås, der er viklet igennem både stel og hjul.
§ Lås cyklen fast til cykelstativet.
§ Brug altid cykelkælder, kælderrum m.v., hvis det er muligt.
§ Er du pendler, så overvej at bruge en lidt ældre cykel, som tyvene sjældent er
interesserede i.
§ Specialcykler af høj værdi er tyvene glade for. Tag den med ind i hjemmet eller
lås den sikkert.
§ Undgå at købe en stjålet cykel: Brug Politiets nye app "Politi", hvor du kan tjekke en cykels stelnummer i cykelregistret, før du køber den.

Kilde: Topdanmark

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk