11-09-2014

Færre voldelige piger

Foto: Stock.xchng

Foto: Stock.xchng

Der har siden et overfald på Naser Khaders datter været talt en del om voldelige unge piger og pigebander. Men tal fra Justitsministeriets Forskningsenhed viser, at antallet af anmeldte episoder med voldelige piger er faldet markant de seneste år.
Generelt er kriminaliteten blandt unge faldet markant i løbet af det seneste årti. Den seneste opgørelse fra Justitsministeriets Forskningsenhed viser, at alene fra 2006 til 2013 er antallet af sigtelser og mistanker mod 10-17-årige næsten halveret. Ser man specifikt på 15-17-årige piger, er der i perioden 2003 til 2013 en tredjedel færre, der er blevet dømt for vold. Således var der i 2013 én voldsdom per 1.000 piger i aldersgruppen mod godt halvanden dom ti år tidligere. Det viser tal fra Danmarks Statistikbank.

»Det er helt ude af proportioner, at sagen med pigevold er blæst så meget op. Hvis det havde været drenge, var det aldrig blevet så stor en sag,« siger Gyda Heding. Hun er leder af Pigegruppen på Vesterbro under Københavns Kommune og tilbyder individuel støtte til piger mellem 13 og 18 år, som har problemer med kriminalitet, vold, hash- og stofmisbrug samt lavt selvværd.

Ifølge analytiker i Det Kriminalpræventive Råd (DKR) Rannvá Møller Thomsen tegnes der i den offentlige debat lige nu et forkert billede af problemets omfang:

»De aktuelle sager er jo forfærdelige. Det skal man ikke negligere. Men de er ikke repræsentative for den vold, der sker i samfundet. For eksempel fylder vold mod kvinder i hjemmet, ja, måske hundrede gange mere, end dette her. Så lige nu får vi et forkert billede af omfanget af vold blandt piger.«

Kilde: Berlingske

Web-TV

Se flere film og klip her »
Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk