25-04-2014
Færre unge mænd får bank
1.237 unge mænd i alderen 15-10 år blev i 2013 udsat for vold, ifølge politiets registreringer. Det er fire procent færre end året før – og dermed en fortsættelse af det fald, der har været siden 2007, hvor antallet toppede med 2.311 ofre.
Siden 2007 er der sket en halvering fra 14 til 7 ofre per 1.000 indbyggere for de unge mænd, viser tallene. De 20-24-årige har oplevet et næsten tilsvarende stort fald fra 11 til 6 ofre per 1.000 indbyggere.
Det er en positiv udvikling, der blandt andet kan skyldes en ændring i de unges livsstil, mener analytiker i Det Kriminalpræventive Råd Rannvá Møller Thomsen:
”Vi ser en tendens til, at de unge drikker mindre alkohol, tager færre stoffer og har en mindre gadeorienteret livsstil.”
Ifølge Rannvá Møller Thomsen kan en anden mulig forklaring være, at vold generelt er blevet en mindre acceptabel måde at løse konflikter på.
Vold mod kvinder er også faldende – dog mindre kraftigt, ifølge tallene fra DST.
Generelt peger udviklingen inden for kriminalitet i den rigtige retning. De seneste år er den faldet – ikke kun i Danmark, men også i andre europæiske lande. Og det hænger blandt andet sammen med, at ungdomskriminaliteten generelt er kraftigt faldende.
Kilde: DKR





























