15-07-2017

Forslag vil kunne styrke lufthavnen

Et forslag fra Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre, vil kunne styrke Midtjyllands Lufthavn, og er nu fremsat over for transportminister Ole Birk Olesen, Pihl Lorentzen foreslår, at regeringen i forbindelse med den kommende luftfartsstrategi lægger op til at reformere finansieringen af omkostningerne til sikkerhedskontrol i de danske lufthavne.
-Det står klart, at vi i danske lufthavne skal efterleve de relative skrappe internationale krav til sikkerhedskontrol i lufthavne. Det står til gengæld også klart, at denne kontrol og der deraf følgende udgifter til personale og materielindkøb er en relativ stor økonomisk byrde for de mindre lufthavne, hvor omkostningen per passager er højere end i en stor lufthavn som i København, siger Kristian Pihl Lorentzen.

-På den baggrund foreslår jeg, at der som led i den kommende luftfartsstrategi oprettes en national pulje til finansiering af alle lufthavnenes omkostninger til sikkerhedskontrol, samt at puljen finansieres ved at der opkræves et antal kroner per passager, der passerer igennem sikkerhedskontrol med henblik på afgang fra en dansk lufthavn.

Derved opnås en mere rimelig fordeling af omkostningerne, ikke mindst i lyset af, at de mindre lufthavne typisk gennemfører sikkerhedskontrollen af passagerer, der rejser via CPH videre ud i verden.

Desuden vil en sådan model understøtte det politiske mål om vækst i hele Danmark, siger Pihl Lorentzen.

Kilde: Uge-Avisen Karup

Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk