17-09-2020

Flere politifolk opfylder kriterier for PTSD, men har ikke diagnosen

Foto: Rigspolitiet.

Et nyt stort forskningsprojekt om PTSD og belastningsreaktioner blandt politi- og fængselsbetjente viser, at 3,7 procent af de nuværende politifolk opfylder diagnosekriterierne for PTSD, men at blot to procent har fået diagnosen. I Grønland er der alarmende tal, hvor hele 9,5 procent opfylder kriterierne. Det oplyser Politiforbundet.

Det er den første store landsdækkende kortlægning af, hvor mange politi- og fængselsbetjente, der bliver syge af at gå på arbejde. Politiet havde medio 1990 en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø, hvor der efterfølgende blev indført psykologiske støttetiltag, der anvendes i dag. Resultaterne fra den nye undersøgelse skal danne grundlag for det fremtidige arbejde med forebyggelse og støttetiltag.

- Det er godt, at vi nu har fået kortlagt omfanget af, hvor mange kolleger, der er eller kan være syge med PTSD. Det er meget alvorligt, at der går politifolk rundt, der opfylder diagnosen for PTSD, men at vi ikke ved, hvem de er. Dem skylder vi at hjælpe og tage hånd om, siger Michael Bergmann Møller, der er Politiforbundets politisk ansvarlige for arbejdsmiljøområdet.

Kortlægningen viser endvidere, at der er stor grund til bekymring over den belastning, som politifolk på Grønland udsættes for. Hele 9,5 procent af politifolkene opfylder kriterierne for en PTSD-diagnose.

- Det er alarmerende og dybt bekymrende tal for Grønland, som vi absolut ikke kan sidde overhørig. Det skal kortlægges mere præcist, hvorfor de grønlandske kolleger er så meget mere udsatte, når det handler om PTSD. Der er næppe et enkelt og simpelt svar, men mange knapper der skal skrues på - fra den måde støttetiltag fungerer, til det pres politifolk er under, og ofte står alene med tunge oplevelser og politiforretninger af den slags, som virkelig slider på sjælen. Det er helt uacceptabelt høje tal, og det vil vi gøre vores for, at der bliver handlet på, siger Michael Bergmann Møller.


Leverandører
Ændre marked
Tilbage til toppen
Luk